Gemt

God start på 2019 for vareeksporten - kom stærkt igen efter fald i december

Danmarks Statistik har mandag offentliggjort tal for den danske vareeksport frem til og med januar i år. Det har været svært at finde en klar retning på vareeksporten de seneste måneder. Vareeksporten faldt frem april sidste år, hvorefter vi oplevede pæne vækstrater.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar den 11. marts 2019

Danmarks Statistik har mandag offentliggjort tal for den danske vareeksport frem til og med januar i år. Det har været svært at finde en klar retning på vareeksporten de seneste måneder. Vareeksporten faldt frem april sidste år, hvorefter vi oplevede pæne vækstrater. Glæden varede dog kort, før vi igen oplevede faldende salg til udlandet. I oktober og november tog vareeksporten dog revanche og steg pænt inden vi oplevede fald i december.

Dagens nye tal for januar viser, at vareeksporten ekskl. brændsel, skibe og fly er steget med hele 7,8 pct. fra december til januar, når der tages højde for almindelige sæsonudsving. Det tyder dermed på, at vareeksporten er kommet stærkt igen ovenpå faldt i december, og vi har samtidig haft en fremragende start på 2019. Det er samtlige varegrupper, der er steget i løbet af januar.

Det er overraskende, at vareeksporten klarer sig så pænt set i lyset af at væksten i Europa gik kraftigt ned i gear i andet halvår af 2018. Særligt væksten i tysk økonomi er gået kraftigt ned i gear. Men den lavere vækst i Europa har vi indtil nu ikke set påvirke vareeksporten specielt kraftigt. Det skyldes, at dansk vareeksport i højere grad er præget af vindmøller og medicin, der er varer, som er knap så følsomme overfor udsving i konjunkturerne.

Når vi ser længere frem, så kan svagere vækst på vores vigtigste eksportmarkeder koste herhjemme. Der er også en anelse grund til bekymring. I sidste uge nedjusterede både ECB og OECD deres forventninger til væksten i Eurozonen i år. Det er ikke godt nyt for danske virksomheder, der eksporterer til vores nabolande, når væksten i Europa går ned i et lavere gear. Det gør det mere vanskeligt for danske virksomheder, at afsætter varer og tjenester på vores vigtigste eksportmarkeder.

Vi taler generelt om at dansk økonomi kører på to hovedmotorer: eksporten og det private forbrug. Over de senere år har begge hovedmotorer bidraget til fremgangen herhjemme, men det er dog eksporten, der har haft det største bidrag. Med den lavere vækst i Europa forventer vi, at det i år bliver byttet rundt, så det i højere grad er fremgang i det private forbrug, der trækker væksten herhjemme. Vi har heldigvis fortsat gode forudsætninger for fremgang i det private forbrug; beskæftigelse sætter rekord måned efter måned, ledigheden er lav og realløn stiger. Det giver lidt flere penge mellem hænder for mange husholdninger, som formentlig vil øge forbruget herhjemme.

 

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil