Gemt

Brexit-aftale er godt nyt - men stadig lang vej hjem

Storbritannien og EU’s forhandlere har indgået en ny aftale om Storbritanniens udtræden af EU. Det er godt nyt for erhvervslivet, mener Dansk Erhverv, der dog peger på, at der fortsat er mange ubekendte for en endelig proces.

Nyhed

Pressemeddelelse, 17. oktober 2019

”Hos Dansk Erhverv er vi glade for, at der endeligt og om end meget sent er indgået en aftale. Vi er meget optaget af at undgå et no-deal Brexit og det ser nu ud til at kunne lade sig gøre – uden at det indre marked undergraves og på en måde så fredsaftalen i Nordirland kan respekteres. Det er som udgangspunkt et godt resultat i en ellers meget uheldig proces”, siger administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen og fortsætter:

”Det havde selvfølgeligt været bedre for alle hvis briterne ikke forlod samarbejdet, men det er klart at foretrække at UK kan forlade EU under rimeligvis ordnede forhold. For danske virksomheder er det en glædelig nyhed, da risikoen for et no-deal Brexit kommer længere væk, men det er fortsat usikkert - særligt om aftalen kan gå igennem i det britiske underhus. For vores medlemmer håber vi at der nu kan komme ro på – så man på en ordnet måde kan indrette sig på det nye forhold vil skal have til UK efter de forlader det europæiske samarbejde.”

Dansk Erhverv peger på, at selvom der indgås en aftale, som godkendes af alle parter, så er det begyndelsen på en lang proces der skal definere vores fremtidige forhold til UK.

”Vi håber at aftalen kan godkendes alle steder, så processen kan komme tilbage på sporet, men for at det lykkes, skal tingene skal falde på plads i de næste dage. Vi anbefaler vores virksomheder at følge med de næste dage og holde deres forberedelser til no-deal klar hvis ikke dette sidste forsøg kommer på plads”, siger Brian Mikkelsen.