Gemt

Det Nationale Plastcenter er i omdrejninger

01. april 2020

Det Nationale Plastcenter skal rådgive virksomheder, det offentlige og forbrugere om, hvordan man bruger plastik effektivt og begrænser spild.

Det danske Nationale Plastcenter skal rådgive virksomheder, det offentlige og forbrugere om, hvordan man bruger plast ressourceeffektivt og uden unødvendigt spild.
Miljøstyrelsen driver centeret for at sikre, at der er tillid til, at informationen er solidt forankret i forskning og objektive fakta.

Når det gælder plastik, er der mange forskellige holdninger om samme ting, og det er en bunden opgave for centeret at sikre korrekt viden om plastik.

Initiativet er en del af den nuværende plasthandlingsplan, der har bred opbakning i Folketinget.

Dansk Erhverv med i arbejdet
I sin tid foreslog Dansk Erhverv et uafhængigt nationalt plastcenter, som nu er en realitet. Dansk Erhverv sidder med i følgegruppen, der rådgiver om, hvordan Plastcenteret skal arbejde. Dansk Erhvervs medlemmer og deres interesser skal inddrages. Derfor inviteres du og din virksomhed til at fremsende forslag til miljøpolitisk chef Jakob Zeuthen om, hvilke initiativer Plastcenteret skal tage op.

Følgegruppen for Det Nationale Plastcenter
Følgegruppen skal bidrage med faglig viden, levere ideer til centrets arbejde og være med til at sikre, at hele værdikæden bliver inddraget i indsatsen for at reducere plastikforurening samt øge genbrug og genanvendelse af plastik. Det handler om følgende:

  • Viden om plastik og formidling til virksomheder og borgere
  • Danmarks plastikforbrug og håndtering
  • Viden om bioplast og fordele og ulemper
  • Udviklings- og forretningspotentialer for danske plastikvirksomheder
  • Barrierer for genbrug og genanvendelse af plastik i Danmark
  • Værdikæde-samarbejder
  • Virksomheders omstilling til cirkulært plastikforbrug
  • Fælles europæiske designmanualer

Læs mere på Det Nationale Plastcenters hjemmeside: Det Nationale Plastikcenter.