Gemt

Levering af retter fra restauranter til detailbutikker

18. december 2020

På baggrund af henvendelse fra Dansk Erhverv har Fødevarestyrelsen givet midlertidig tilladelse til, at restauranter leverer serveringsklare retter (som evt. skal genopvarmes hos forbrugeren) til detailbutikker, fx supermarkeder, som sælges fra butikken til endelige forbrugere uden mærkning.

Der gives samtidig tilladelse til, at restauranter ikke skal anmelde sig til registrering af aktiviteten levering af animalske fødevarer til andre detailvirksomheder (1/3-reglen).

Tilladelsen er betinget af:

  • Der er tale om små mængder af spiseklare retter, der sælges til endelige forbrugere inden for samme dag, som de er produceret.
  • Der er tale om levering til lokale detailvirksomheder, dvs. virksomheder inden for 50 km fra restauranten.
  • Det skal være serveringsklare retter, som evt. skal genopvarmes hos forbrugeren. Ved spiseklare retter forstås fuldt færdigtilberedte retter, som evt. skal genopvarmes hos forbrugeren af hensyn til spisekvaliteten.
  • Restauranten skal give butikken besked om evt. allergener i retten.
  • Forbrugeren skal kunne oplyses om evt. allergener i retten på forespørgsel i butikken.
  • Der skal være fuld sporbarhed både fra restaurant til butik og omvendt.
  • Undtagelserne vil bortfalde, når restauranterne får lov til at åbne for spisende gæster.

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil