Gemt

God start på 2020 med færre konkurser

Offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik torsdag viser, at i januar blev 207 virksomheder med aktiviteter erklæret konkurser. Det er 4 færre end i december sidste år. Konkurserne i januar førte til at 756 jobs gik tabt; det er 35 færre end i december sidste år.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar den 6. februar 2020

Vi har haft en god start på det nye år med færre konkurser end i slutningen af 2019. Den gode start på 2020 kommer ovenpå et kedeligt 2019, hvor mange virksomheder måtte dreje nøglen om. Vi skal helt tilbage til efterdønninger fra finanskrisen før vi sidst havde så mange konkurser som i 2019. Det er overraskende, at så forholdsvis mange virksomheder må dreje nøglen om, fordi pæn vækst i både dansk og international økonomi giver et godt økonomisk grundlag for mange virksomheder.

Den enkelte konkurs er naturligvis en sørgelig historie for ejerne og medarbejderne, som må se virksomheden dreje nøglen om for sidste gang. Men det er vigtigt at huske, at set fra et samfundsøkonomisk perspektiv, er konkurser en sund markedsmekanisme. Lidt firkantet set kan man sige, at konkurser opstår, når mindre effektive virksomheder bliver udkonkurreret af mere effektive virksomheder. Det gør, at ressourcerne i økonomien kan udnyttes bedre, og det er godt for samfundsøkonomien som helhed. Samtidig er det værd at for øje, at beskæftigelsen herhjemme er på et højt niveau. Det giver gode forudsætninger for, at de medarbejdere, der har mistet jobbet pga. en konkurs, kan finde et job i andre virksomheder.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil