Gemt

Få milliontilskud til dit energiprojekt

01. oktober 2020

Har du et projekt liggende i skuffen, der kan skabe energioptimering i din virksomhed? Så er det nu, du skal slå til.

Fra 1. oktober og frem til 15. oktober er det muligt at få del i en ny milliardstor pulje, Energistyrelsen har stillet til rådighed for virksomheder, der vil spare energi.

Helt konkret skal midlerne bruges til at sætte skub i de energibesparende projekter, danske virksomheder har på tegnebrættet; lige fra at udskifte belysning med LED til etablering af varmegenvinding.

”Hvad der er sparet, er tjent. Det gælder også for energi. Her er er en åbenlys mulighed for at få hjælp og tilskud til at spare på energien, så man både øger effektiviteten og produktiviteten samtidig med, at man gør noget godt for klimaet,” siger Ulrich Bang, der er klima- og energichef i Dansk Erhverv.

Baggrunden for den nye tilskudspulje er, at energispareprojekter i virksomheder ofte havner i skuffen, når tilbagebetalingstiden er for lang. De nye midler vil give kortere tilbagebetalingstider på energispareprojekter, så langt flere tiltag kan blive til virkelighed.

I 2020 er der afsat 200 mio. kr. og samlet set frem mod 2029 er der afsat 3,5 mia. kr.

Vil gerne dele pengene ud
I Energistyrelsen opfordrer man også virksomhederne til at benytte sig af muligheden og komme i gang med ansøgningen.

”Det er en god ide at søge med det samme, hvis man har ikke-realiserede projekter liggende, for vi har 200 mio. kr., vi gerne vil dele ud i år,” siger Mads Krogh, der er enhedschef i Energistyrelsen.

Læs mere og søg tilskud på: Energistyrelsen - erhvervstilskud  

Spørgsmål og svar

Hvem kan søge?

Privatejede produktions-, handels-, og servicevirksomheder kan søge ordningen. Offentlige virksomheder kan ikke søge om støtte. Det forventes, at det ofte vil være en rådgiver, der søger på vegne af en virksomhed.

Hvad kan man få tilskud til?

Der gives tilskud til projekter, der reducerer det endelige energiforbrug i virksomhederne. For at fremme konvertering fra fossil energi til el tildeles denne type sparetiltag en fordel i ansøgningsprocessen.

Hvor meget kan man få?

  1. Man kan maksimalt få 7 øre i tilskud pr. sparet kWh pr. år tilbagediskonteret over energisparetiltagets levetid.

  2. Man kan kun få en andel af de støtteberettigede omkostningerne til projektet dækket af tilskuddet. Den maksimale støtteprocent afhænger af virksomhedens størrelse:
    Små virksomheder: Op til 50 procent. Mellemstore virksomheder: Op til 40 procent.  Store virksomheder: Op til 30 procent.
  3. Et projekt kan maksimalt få tilskud svarende til et beløb på 15 mio. euro.

Kontakt

Klima, energi og miljø

Ulrich Bang

Vicedirektør
Medarbejderprofil