Gemt

Bæredygtig levering langt fra grøn tanke til handling

17. september 2020

Én ud af tre danskere er villig til at betale ekstra for klimavenlig levering – men kun 5% har faktisk gjort det.

Er du i tvivl, om forbrugerne er interesserede i en mere bæredygtig levering? Så læs med i julianalysen 2020, som netop er udkommet. Her fremgår det, at over hver tredje forbruger er klar til at betale ekstra for levering, hvis den er mere klimavenlig.

Særligt de unge efterspørger en mere grøn levering. Over halvdelen af de adspurgte unge i alderen 18-25 år svarer, at de er villige til at betale ekstra for levering, hvis den er mere bæredygtig.

Det er betydeligt mere end pensionisterne, hvor mindre end hver femte svarer, at de ville betale ekstra for samme.

Analysen viser, at de yngre aldersgrupper – det vil sige unge, singler/par og børnefamilier – generelt er mere villige til at betale ekstra for en grønnere levering end de ældre grupper.

Men hvis man siger, man er villig til at betale gebyr for grønnere levering – gør man det så også rent faktisk?

5% af forbrugerne har i det seneste år betalt for en mere bæredygtig levering. Blandt de unge har 15% betalt for grønnere levering eller emballage – så der er stadig langt fra den grønne tanke til den grønne handling.

Potentiale i grøn levering

Adm. direktør hos FDIH, Niels Ralund, mener på baggrund af analysen, at det kan være i netbutikkernes interesse at skrue yderligere op for de grønne ambitioner.

”Der er stadig et betydeligt skel mellem dem, som siger de vil have benytte sig af bæredygtig levering og dem, som så ender med at gøre det. Det viser, at der stadig er et stykke fra tanke til handling, men det viser måske også, at forbrugerne savner den grønne mulighed hos netbutikkerne.”

Direktøren mener, at der kan være potentiale for netbutikkerne i at brande sig på bæredygtighed og vise, hvordan de kan levere grønt.

“Heldigvis er der jo rigtig mange netbutikker og leverandører, som allerede er godt i gang med at skabe mere bæredygtige løsninger - også på leveringsområdet.”

Prisen er en faktor

Det er ikke uden betydning, hvad prisen for en grønnere levering ligger på. Blandt unge, singler/par og børnefamilier er andelen, der er villig til at betale 10 kroner eller over, omkring en fjerdedel.

Hos pensionister ligger samme andel på en tiendedel – der er således én ud af 10 pensionister, som er villige til at betale 10 kroner eller mere for en klimavenlig levering.

Artiklen blev oprindeligt publiceret på fdih.dk

Kontakt

Digital Handel

Andreas Børresen

Chefkonsulent