Gemt

Ladestandere: Hvem skal nu betale?

15. september 2020

Ny vejledning til den såkaldte ladestanderbekendtgørelse lægger op til, at erhvervslivet skal betale for etablering af mindst én ladestander, hvis man har over 20 p-pladser, ligesom der ved ombygning og nybyggeri skal etableres ladestandere. Dansk Erhverv er skeptisk overfor vejledningen.


Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen (TBST) sendte i maj en vejledning til ladestanderbekendtgørelsen i høring. Dansk Erhverv afgav i den forbindelse høringssvar, hvori det blandt andet blev påpeget, at vejledningen er præget af en række upræcise definitioner. Det gør det vanskeligt at identificere, hvem der reelt skal bekoste etableringen af ladestandere.

TBST har nu offentliggjort den ventede vejledning til ladestanderbekendtgørelsen. Af vejledningen fremgår blandt andet, at bekendtgørelsen ikke regulerer, hvordan omkostninger til forberedelse og/eller etablering af ladestandere i praksis fordeles mellem for eksempel udlejer og lejer.

Dansk Erhverv mener, at det skal tydeliggøres, hvorvidt det er ejer eller lejer, der bærer eventuelle udgifter til forberedelse og/eller etablering af ladestandere. Såfremt det også er lejer, mener Dansk Erhverv, at der skal sættes en grænse for, hvor lang tid der må/skal være tilbage af et lejemål, før man som lejer er forpligtet til at skulle bære denne udgift, og er ejendommen sat til salg inden 2025, bør den ikke være omfattet af bekendtgørelsen.

Ladestanderbekendtgørelsens konsekvenser for erhvervsbyggeri
Bekendtgørelsen, der trådte i kraft den 10. marts 2020, indeholder blandt andet krav om, at der i tilknytning til visse typer af bygninger skal ske forberedelse til og/eller etablering af ladestandere til elektriske køretøjer. Det kommer til at have en række konsekvenser for erhvervsbyggerier, og der stilles både krav til bestående bygninger, ombygninger og nybyggerier. Det er bygningsejerens ansvar at sørge for at leve op til ladestanderbekendtgørelsen.

Krav om etablering af ladestandere afhænger af, dels hvilken type bygning der er tale om, dels om der gennemføres en større ombygning.

  • Bestående bygninger med mere end 20 parkeringspladser skal etablere mindst én ladestander før den 1. januar 2025.
  • Ved større ombygninger af bygninger med mere end 10 parkeringspladser skal der etableres mindst én ladestander og forberedes mindst hver femte ombyggede parkeringsplads til ladestandere.
  • Ved nybyggeri med mere end 10 parkeringspladser skal der etableres mindst én ladestander og forberedes mindst hver femte parkeringsplads til ladestandere.

Fleksibilitet i implementeringen
Der er indført en undtagelse fra kravene om at etablere ladestandere i bestående bygninger for små og mellemstore virksomheder. I den nye vejledning fra TBST fremgår det, at undtagelsen kun gælder, hvis bygningen er ejet og benyttet af små eller mellemstore virksomheder. Det betyder, at hvis der indgår en offentlig myndighed, en privatperson eller en stor virksomhed i ejer- eller brugerkredsen af bygningen, så gælder undtagelsen ikke.

Små og mellemstore virksomheder er virksomheder med mindre end 250 medarbejdere og en årlig omsætning på under 50 millioner euro eller en samlet årlig balance på under 43 millioner euro.

Fortsatte uhensigtsmæssigheder
Dansk Erhverv mener, at implementeringen af direktivet og opsætningen af ladestandere på landets mange parkeringspladser er en urimelig omkostning for virksomhederne.

Yderligere mener Dansk Erhverv, at parkeringsmønstret ved den pågældende bygning bør tages i betragtning, da der bør være proportionalitet mellem omkostningen for virksomheden og effekten for brugeren. Ejendomme, hvor parkeringsmønstret er under én time, for eksempel en dagligvarebutik, bør således ikke være omfattet af bestemmelsen. Investeringsbehovet vurderes at være uforholdsmæssigt højt.

Endeligt mener Dansk Erhverv, at ladestandere ikke bør tælle med som offentlige ladestandere, da de er forbeholdt virksomhedens kunder/medarbejdere/gæster mv.

Læse hele Dansk Erhvervs høringssvar til vejledningen til ladestanderbekendtgørelsen her: Høring over vejledning til ladestanderbekendtgørelsen.

Vejledning til bekendtgørelse om forberedelse til og etablering af ladestandere i forbindelse med bygninger (ladestanderbekendtgørelsen) kan findes her: Ladestanderbekendtgørelsen.

Kontakt

Transport

Jesper Højte Stenbæk

Fagchef for transport og infrastruktur
Medarbejderprofil