;
Gemt

En lille nytårshilsen fra Dansk Erhvervs miljø-team

09. december 2021

I 2022 udfordrer den grønne omstilling for alvor erhvervslivet, men der er også gode muligheder.

 

Kære læser af Miljø og Ressourcenyt

Det har været et hæsblæsende år med meget høj aktivitet på miljøområdet især kendetegnet ved EU's høje ambitionsniveau med cirkulær økonomi, biodiversitet og klima. På sin vis er det som om, at miljølovningen rives i stykker for at blive skrevet om på ny. Dette er ikke et helt forkert billede, fordi EU Green Deal, som kom sidste år, ønsker en grøn omstilling med cirkularitet af vores forbrug, øget biodiversitet i naturen og klimaneutralitet i 2050.

Næste år, 2022, bliver mindst lige så aktivt som 2021 og vil kræve tæt samarbejde med Dansk Erhvervs gode EU-kontor. EU har lovet et lovforslag i starten af året for sine nye bæredygtige produktpolitik og der skal udvikles lovgivning målrettet afskovning og biodiversitet. Et vigtigt fokus bliver revisionen af Ecodesigndirektivet, som åbnes til foråret, hvor også tekstiler skal med ind under producentansvar.

Hvordan elektronik og tekstiler skal designes mhp. genanvendelse og forlænget levetid bliver kraftigt diskuteret i EU. Angående tekstiler vil vi forstå dette, når EU kommer med sin nye tekstilstrategi med mål om cirkulært og mere klimavenligt forbrug i første halvdel af 2022. Vi skal også følge revisionen af emballagedirektivet i 2022, som for alvor kommer i omdrejninger med mere sektorspecifikke krav til emballager.

Hæftig aktivitet på hjemmebanen
Også på den hjemlige bane er der høj aktivitet: med opstart af den nye danske Kemiindsats 2022-2025, som har mere end 300 millioner kroner i ryggen.

Her ønsker Dansk Erhverv bl.a. langt mere kontrol af den udenlandske e-handel med forbrugere, som i dag udgør en produktrisiko for forbrugerne. I 2022 videreføres indsatsen med at etablere et producentansvar for emballager i Danmark. For et par uger siden etablerede Dansk Erhverv en kollektiv ordning sammen med andre organisationer, som du kan læse om i dette nyhedsbrev.

Du kan blandt andet læse vores artikel om vores emballagesamarbejde her.

Nyhedsbrevet rummer også høringen, der skal tilpasse de krav, som kommuner skal efterleve for at erhvervet kan håndtere affaldet til genanvendelse og udvikle den nødvendige teknologi.  

Detailhandlen i kamp for reduktion af plastik
Dansk Erhvervs miljøteam vil gerne til sidst flage detailhandlens sektorsamarbejde for plastreduktion af emballager, som er kommet godt i gang. Mere end 30 virksomheder fra hele værdikæden deltager nu, og flere vil komme til næste år. Vi opererer under nedenstående logo, man kan bruge på sin hjemmeside, når man tilslutter sig. Samarbejdet drives af et sekretariat i Dansk Erhverv og i samarbejde med Miljøministeriet. I starten af 2022 udkommer samarbejdets fælles designguide, og så starter indsatsen for alvor op med at omstille plastemballager til et mindre forbrug og øget genanvendelse.

I ønskes en rigtig god Jul og godt nytår – vi ses i det nye år

Venlig hilsen
Jakob Lamm Zeuthen, Miljøpolitisk chef, Dansk Erhverv
Andreas Hastrup Clemmensen, Politisk konsulent, Dansk Erhverv