Gemt

Endeligt udkast til udstillingsforbud for tobak – træder i kraft den 1. april

02. februar 2021

Folketinget vedtog tirsdag den 15. december den nye rygelov, der skal begrænse unges rygning. Nu er detaljerne om udstillingsforbuddet for tobak, som skal gælde både online og i fysiske butikker, blevet frigivet.

Udstillingsforbuddet for tobak er en central indsats i den nye nationale tobaksplan, og har været en del af pakken fra starten af. Ikke desto mindre er det først nu, de endelige detaljer for udstillingsforbuddet ligger fast.

Formålet er at undgå indirekte promovering af tobaksvarer overfor børn og unge. Udstillingsforbud ved lov imødekommer et ønske fra Dansk Erhverv, så fremvisning af tobak ikke skulle blive et konkurrenceparameter. For Dansk Erhverv var det væsentligt at loven betoner metodefriheden for den enkelte butik. Dvs. at de fysiske butikker selv kan vælge typen af anordning, der skal skjule tobakken for kunderne, mens netbutikker ikke tvinges til at ændre grundlæggende design, så længe tobaksvarer skjules.

Alle former for tobak og tobakssurrogater skal være skjult
Udstillingsforbuddet gælder alle tobaksvarer, uanset hvordan de bruges, samt såkaldte tobakssurrogater – dvs. alle former for nikotinprodukter, der ikke er godkendte rygestopmidler eller lignende, der bruges som traditionelle tobaksvarer. Forbuddet gælder ikke rygestopmidler, som er godkendte af Lægemiddelstyrelsen, eksempelvis nikotintyggegummi.

I fysiske butikker må tobakken først fremvises på anmodning fra køberen. Derudover gælder udstillingsforbuddet ikke ved genopfyldning af varer, ved vedligeholdelse og rengøring af opbevaringsenheden og i forbindelse med oplæring af personale.

Neutrale prislister må hænge ved ekspedientbetjente kasser. Prislisterne må angive neutrale oplysninger som varemærker, antal/vægt/volumen og priser, i alfabetisk rækkefølge indenfor de overordnede tobaksvarekategorier – eksempelvis ”Cigaretter”, ”Tobakssurrogater” osv. Listen skal være med sort skrift, maksimalt af størrelse 14, på hvidt papir af størrelse A4 eller mindre.

Strenge krav online for visning af tobak – men mere fleksibelt end første udkast
For netbutikker gælder udstillingsforbuddet for tobak i samme grad. Pendanten til kundens anmodning i en fysisk butik, er at det ikke skal være muligt at finde tobaksvarerne direkte fra netbutikkens forside – det er dog muligt at angive overordnede kategorier, som eksempelvis ”Cigaretter”, ”Tobakssurrogater” mv.

Der må gives neutrale oplysninger om varerne, deres pris, samt oplysninger der fremgår af varernes emballage. Disse oplysninger må ikke ledsages af illustrationer, billeder, farver logoer, symboler eller anden tekst, med undtagelse af ”læg i kurv”-symboler, eller lignende der vedrører hjemmesiden funktion og sikrer webtilgængelighed.

Inden endeligt køb, skal kunden mødes af en grafik, udarbejdet af Sundhedsstyrelsen, der informerer om aldersgrænsen for salg af tobak, som det allerede er tilfældet i dag.

Ovenstående er resultatet efter, at Dansk Erhverv kraftigt havde advaret mod at lægge for detaljerede krav til visning af tobak ned over netbutikkerne. Udstillingsforbuddets første udkast havde således krav om skrifttype- og størrelse, samt hvid baggrund med videre, såfremt netbutikker skulle kunne sælge tobak.

Skærpet reklameforbud fjerner alle referencer til tobak i butikkerne
Det strengere reklameforbud indskærper bl.a. at enhver form for henvisning til tobaksvarer, e-cigaretter, nikotinprodukter m.v. forbydes. Det betyder blandt andet at Sundhedsstyrelsens salgsaldersgrænseskilte, som i dag er lovpligtige ved alle kasser med salg af tobak, skal fjernes. Faktisk vil de blive betragtet som reklame for tobak fra og med den 1. april, hvor det skærpede reklameforbud vil træde i kraft.

Dansk Erhverv har presset på for muligheden for at lave en overgangsperiode, så skilte der er lovpligtige den ene dag, ikke skal være ulovlige at have hængende den næste. Især når langt de fleste i detailhandlen har skilte med salgsaldersgrænser for både tobak og alkohol på samme skilt i dag. Derfor skal nye skilte bestilles og hænges op, kun med alkohol. Det gøres her

Udover at alle Sundhedsstyrelsens skilte med tobakssalgsaldersgrænser skal alle andre skilte med ordet ”Tobak” også fjernes fra butikkerne inden den 1. april. Forbrugerombudsmanden håndhæver reklameforbuddet.

Højere bøder og mere kontrol
Afslutningsvist vil den styrkede alderskontrol konkret betyde en højere bøde ved overtrædelse. Hvor bødeniveauet i dag er 10.000, 20.000 og 40.000 kroner for overtrædelse af salgsaldersgrænserne hhv. første, anden og tredje gang, vil det fremover være 25.000, 40.000 og 40.000 kroner. Ved tredje overtrædelse i træk inden for en periode, vil man kunne blive frakendt retten til at sælge tobak i seks måneder.

Vigtige datoer i den nationale plan mod tobak

  • 1. april 2021: Udstillingsforbuddet træder i kraft. Alle tobaksvarer skal være skjulte, inklusive nikotinprodukter, der ikke er godkendte rygestopmidler og lignende produkter – med og uden nikotin. Det betyder også at alle referencer til tobak skal være væk fra butikkerne – herunder skilte med teksten ”Tobak” og Sundhedsstyrelsens salgsaldersgrænseskilte.
  • 1. juli 2021: Tobaksproducenterne må kun indføre standardiserede (eller ”neutrale”) cigaretpakker på det danske marked fra denne dato.
  • 1. oktober 2021: Standardiserede pakker for e-cigaretter – med og uden nikotin - træder i kraft.  
  • 1. april 2022: Cigaretpakker som ikke er standardiserede i deres udtryk, fordi de er fremstillet før den 1. juli 2021, må ikke længere sælges. At produktet er fremstillet, vil sige, at det er færdigfabrikeret og klar til distribution.

Kontakt

Handel

Matthias Korth Vesterdal

Chefkonsulent