Gemt

Glæde over aftale om energiø

04. februar 2021

Et bredt flertal i Folketinget står bag den netop præsenterede aftale om konstruktionen af en energiø i Nordsøen. Øen bliver en vigtig del af Danmarks grønne omstilling, vurderer Dansk Erhverv.

På et pressemøde i Eigtveds Pakhus i København har regeringen netop præsenteret en aftale om etableringen af en energiø i Nordsøen.

”Det er en både meget god og grøn nyhed. For øen vil være hjørnesten i den nødvendige, grønne omstilling af Danmark. En omstilling som er nødvendig af hensyn til klimaet, men som også giver os store muligheder for at skabe grønne forretninger og væksteventyr. Øen bliver danmarkshistoriens største udviklingsprojekt, og betydningen kan ikke undervurderes. Det her vil give medvind til den grønne omstilling i Danmark, og kan gøre Danmark til et grønt kraftcenter med eksport af grøn energi til vores europæiske nabolande,” siger Ulrich Bang, klima- og energichef i Dansk Erhverv.

Grøn strøm til millioner
Ulrich Bang peger, at energiøen vil give strøm til millioner og give uvurderlig erfaring til udnyttelsen af vindenergi.

”I sig selv er det fantastisk, at energiøen allerede i første omgang kan dække ikke mindre end strømforbruget for tre millioner europæiske husstande. Det er én ting. Men lige så vigtigt er det, at øen skal kunne installere teknologi til at lagre og konvertere den grønne strøm til brændstoffer til for eksempel fly, skibe og lastbiler,” siger Ulrich Bang.

Derudover er det centralt for Dansk Erhverv, at der er tale om et stærkt offentligt privat partnerskab, hvor innovative private virksomheder og investorer kommer til at spille en helt central rolle i realiseringen af øen.

Kontakt

Klima, energi og miljø

Ulrich Bang

Vicedirektør
Medarbejderprofil