Gemt

Højeste andel af ledige stillinger nogensinde: Bekymring om mangel på arbejdskraft

09. juni 2021

Kommentar af Kristian Skriver, seniorøkonom, Dansk Erhverv:

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at der var 39.300 ledige stillinger i den private sektor i første kvartal 2021. Det er en stigning på 3.200 sammenholdt med fjerde kvartal sidste år. I første kvartal var andelen af ledige stillinger i den private sektor samtidig på 2,2 pct., hvilket er en stigning på 0,2 pct.-point. Med stigningen er andelen af ledige stillinger på sit højeste siden statistikkens start i 2010.

Flere ledige stillinger er et godt tegn for dansk økonomi, fordi når virksomhederne har mod på at ansætte nye medarbejdere, så skyldes det at omsætningen står og venter.

Fremgangen er ret overraskende set i lyset af, at dele af erhvervslivet var nedlukket i første kvartal, og dermed havde stærkt begrænsede muligheder for omsætning i forretningen. Forklaringen skal findes i, at virksomhederne generelt har haft bedre muligheder for at håndtere den anden nedlukning. Detailhandlen har generelt øget salget via nettet og click-and-collect. Dertil har flere restauranter øget salget af take away.

Udsigt til flere ledige stillinger – bekymring om mangel på arbejdskraft
Når vi kigger på resten af 2021, vil vi se flere ledige stillinger. Tal fra Jobindex viser, at antallet af jobopslag er kraftigt stigende. Senest i maj var antallet af jobopslag på et så højt niveau, at det ikke er set højere siden opsvinget op til finanskrisen. Virksomhederne er i det store hele klar til at indhente det tabte coronaår. Men vi frygter, at virksomhederne får vanskeligt ved at rekruttere medarbejdere.

Antallet af offentligt ansatte er i løbet af det seneste år steget med ca. 19.000, hvilket svarer til en markant stigning på 2,3 pct.

Vi frygter, at de mange ansættelser i den offentlige sektor vil forværre virksomhedernes muligheder for at rekruttere arbejdskraft, og dermed gøre det vanskeligt at indhente det tabte fra coronapandemien. Derfor er tid til at lægge en dæmper på rekrutteringen af offentligt ansatte.

Se mere hos Danmarks Statistik her. 

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil