Gemt

Klimaaftalen på COP26 kunne være bedre - men den baner vejen for dansk eksport

16. november 2021

Dansk Erhverv kalder weekendens klimaaftale på COP26, FN's klimakonference 2021 i Glasgow i Skotland, for en fin èn af slagsen i forhold til tidligere aftaler, selvom den med klimaets og danske briller sagtens kunne være meget bedre.

COP26 er alt i alt et vigtigt skridt på vejen, lyder det fra markedschef Ulrich Bang, Dansk Erhverv.

”Det er meget positivt, at der er landet en aftale. Den holder målet i live om, at den globale opvarmning højst må stige med 1,5 grader ved næste århundredskifte. De 1,5 grader handler om at undgå voldsomme klimaforandringer, og det mål er stadig inden for rækkevidde, selvom det kræver markant øgede ambitioner hos alle lande,” siger han.

EU er ikke tilstrækkelig progressiv
Ulrich Bang havde især gerne set en meget mere ambitiøs tekst omkring udfasning af kulkraft og udfasning af subsidier til fossile brændsler og fossil infrastruktur:

”Men her er EU desværre ikke en tilstrækkelig progressiv kraft. I Bruxelles sidder man pt. og arbejder på at få klassificeret gas som en grøn løsning og med deraf følgende adgang til billigere lån. Derudover arbejdes der på at give EU-støtte til at udbygge gasinfrastrukturen, hvilket er helt sort. De penge burde bruges på støtte til grønne løsninger, ikke til mere sort energi.”

Alt fra vind til plantebøffer
Dansk Erhverv peger på, at COP26 også har vist, at der i dag er klimaløsninger inden for alle sektorer, som er konkurrencedygtige med de sorte sektorer.

”Det er alt fra vindenergi og energieffektivitet til plantebøffer. Der er derfor store danske eksportmuligheder, når verden bliver grønnere,” forudser Ulrich Bang.

Professionel og dedikeret indsats
Om Danmarks bidrag på COP26 mener han, at man som dansker også kan være stolt over hele det danske team:

”Det har været en professionel og dedikeret indsats hele vejen rundt, lige fra minister til yngste fuldmægtig. Det tegner godt for det fortsatte klimaarbejde.”

Kontakt

Klima, energi og miljø

Ulrich Bang

Vicedirektør
Medarbejderprofil