Gemt

Det er snart tid til at indgå seniorordninger på Lageroverenskomsten, Transportoverenskomsten og TA-overenskomsten

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 10. SEPTEMBER 2021

Den enkelte medarbejder på Lager-, Transport- og TA-overenskomsten kan vælge at indgå i en seniorordning fra fem år før pensionsalderen. En aftale om seniorordning for kalenderåret 2022 skal indgås senest den 1. november 2021.

Seniorordningerne på de tre overenskomster giver medarbejderen mulighed for at aftale kortere arbejdstid fra 5 år før folkepensionsalderen, idet der er adgang til at holde op til 32 seniorfridage pr. kalenderår.

Seniorordningen er omkostningsneutral for virksomheden
Medarbejderen skal selv finansiere seniorfridagene med indbetalingen til særlig opsparing og eventuelt ved konvertering af hele eller dele af medarbejderens pensionsbidrag. Der skal dog minimum indbetales 2 % til pensionsordningen til dækning af forsikringsordning, bidrag til sundhedsordning og administrationsomkostninger.

PensionDanmark skal have besked
Hvis medarbejderen ønsker at konvertere en del af pensionsbidraget til finansiering af seniorfridage, skal PensionDanmark have besked. Virksomheden skal kontakte PensionDanmark på kontakt@pension.dk eller telefon 70 12 13 40, og PensionDanmark sørger herefter for, at virksomheden bliver oprettet med en såkaldt seniorkode.

Aftale om seniorordning skal indgås senest den 1. november 2021
Medarbejderen skal senest den 1. november 2021 give skriftlig meddelelse til virksomheden om, hvorvidt medarbejderen ønsker at indgå i en seniorordning for kalenderåret 2022 – og i givet fald, hvor stor en andel af den særlige opsparing og eventuelt konverterede pensionsbidrag vedkommende ønsker at opspare. Herudover skal medarbejderen oplyse om, hvor mange seniorfridage der ønskes afholdt i 2022.  

Seniorfridagene placeres under hensyntagen til virksomhedens drift
Placeringen af seniorfridage sker under hensyntagen til virksomhedens drift og efter de samme regler, som er gældende for placeringen af feriefridage.

Aftaleskabelon kan hentes på Dansk Erhvervs hjemmeside
Dansk Erhverv har udarbejdet en skabelon til en senioraftale for hver af de tre overenskomster. Skabelonen skal udfyldes af medarbejderen og virksomheden i fællesskab. Senioraftalerne kan hentes på nedenstående link. 

Seniorordning - Lageroverenskomsten

Seniorordning - TA-overenskomsten

Seniorordning - Transportoverenskomsten