Gemt

Analyse: Nu flere ledige stillinger end ledige i Syd- og Vestjylland

En ny analyse fra Dansk Erhverv slår fast, at manglen på arbejdskraft er kritisk. I Syd- og Vestjylland er der flere ledige stillinger end ledige, og det vel at mærke uden at jobopslag fra det offentlige er talt med. Manglen er kritisk og skader både dansk erhvervsliv og vores samfund, lyder det fra adm. direktør Brian Mikkelsen.

Nyhed

31. august 2022

Det er svært for såvel erhvervslivet som det offentlige at få fat i de folk, som der er brug for. Manglen på hænder koster danske virksomheder milliarder i tabt omsætning. En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at selv om manglen på kvalificeret arbejdskraft er stor i hele Danmark, så er Syd- og Vestjylland særligt hårdt ramt.

”Vi er der, hvor manglen på arbejdskraft i Syd- og Vestjylland og på Bornholm er så stor, at der er færre ledige, end der er ledige stillinger. Og det er endda kun med de ledige stillinger i den private sektor. Det vil sige, at der er en absolut akut mangel på arbejdskraft, som end ikke ville kunne løses, hvis der var den situation, at der var en en-til-en-match mellem de ledige stillinger og de ledige. Manglen på arbejdskraft er et kolossalt problem for samfundet, og Christiansborg må og skal handle. Problemet er her og nu, og min klare opfordring til partierne er, at de sætter sig ned og finder effektive løsninger på udfordringen,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Behov for handling nu
Brian Mikkelsen peger på, at der er behov for handling på både den korte og på den lange bane.

”På den korte bane skal antallet af offentligt ansatte normaliseres, hvilket vil frigive hænder og hjerner til den private sektor. Antallet af offentligt ansatte har været højt de sidste par år især som følge af coronahåndteringen. Dernæst bør Folketingets partier sætte sig sammen igen og lave en ny aftale, der sikrer, at vi kan få mere udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Men det er stadig ikke nok. Der skal også ses på lange bane, hvor der er behov for reformer, der kan sikre, at vi er klar til den store demografiske udfordring, som vi allerede aner, men som er en realitet lige om lidt,” siger Brian Mikkelsen.  

Analyse: Få ledige til mange ledige stillinger

pdf

Download

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil