Gemt

Webinar om affaldssortering på arbejdspladsen

23. august 2022

I Danmark er der krav til affaldssortering på arbejdspladsen, men mange virksomheder kender ikke til reglerne. Derfor afholder Dansk Erhverv et webinar om affaldssortering på arbejdspladsen d. 8. sept. kl. 9 – 10.45. På webinaret vil bl.a. Miljøstyrelsen fortælle om eksisterende og nye krav fra 2023 til affaldssortering.

 

Erhvervsvirksomheder har i flere år skulle sortere deres affald, så affald der kan genbrugs, genanvendes eller på anden måde udnyttes, bliver udsorteret. Fra 2023 træder nye krav i kraft i forhold til husholdningslignende affald fra erhverv.
 
Gældende krav til sortering af erhvervsaffald
Erhverv skal som udgangspunkt sortere alt affald egnet til materialenyttiggørelse. Af Affaldsbekendtgørelsen fremgår det at affald egnet til materialenyttiggørelse er:

  1. Glasaffald. 
  2. Metalaffald.
  3. Plastaffald.
  4. Papiraffald.
  5. Papaffald.
  6. Madaffald.
  7. Haveaffald.
  8. Træaffald.
  9. Tekstilaffald.
  10. Mad- og drikkekartonaffald.
  11. Genanvendeligt farligt affald, herunder batterier og elektronik.
  12. Genanvendeligt PVC-affald.
  13. Andet affald, der er egnet til materialenyttiggørelse. 

Man kan som affaldsproducerende virksomhed overlade affaldet til en affaldstransportør eller en affaldsindsamler. En affaldsindsamler overtager den affaldsproducerende virksomheds ansvar for bl.a. at sikre en høj genanvendelse, og på anmodning fra kommunalbestyrelsen at dokumentere hvor meget, der reelt er genanvendt. En affaldstransportør er alene ansvarlig for at transportere affaldet fra et sted til et andet, dermed er det forsat den affaldsproducerende virksomhed, der er ansvarlig for bl.a. at sikre høj genanvendelse. Kontakt den virksomhed der afhenter jeres affald, hvis I er i tvivl om jeres aftale.

Nye krav til sortering af husholdningslignende erhvervsaffald fra 2023
Fra 2023 skal affaldsproducerende virksomheder sortere deres husholdningslignende affald i overensstemmelse med sorteringskriterierne i bilag 6 i Affaldsbekendtgørelsen. Der er sorteringskriterier for 10 affaldsfraktioner, madaffald, papir, pap, glas, metal, plast, mad- og drikkekartoner, farligt affald, tekstilaffald og restaffald.

Affaldet skal som udgangspunkt sorteres særskilt, altså skal man have en spand til hver affaldsfraktion f.eks. en til metal og en anden til plast. For husholdningslignende affald er følgende kombinationer dog tilladt at indsamle sammen:

  1. Papiraffald og papaffald.
  2. Metalaffald og glasaffald.
  3. Metalaffald og plastaffald.
  4. Plastaffald og mad- og drikkekartonaffald.
  5. Metalaffald, plastaffald og mad- og drikkekartonaffald.

Læs mere om webinaret og tilmeld dig på dette link Affaldssortering – hvad er reglerne for erhverv? (danskerhverv.dk).