;
Gemt

Kritik af ny EU-lov: Hvorfor skal onlinemarkedspladserne free-ride?

01. februar 2022

Dansk Erhverv har de sidste to år påpeget, at man i forbindelse med Digital Services Act, burde sørge for, at de onlinemarkedspladser der formidler produkter fra sælgere i 3. lande til europæiske forbrugere, forpligtes på lige fod med fysiske importørvirksomheder.

Derfor er det også meget skuffende, at Konkurrencekommissær Margrethe Vestager lægger op til, at varer, som bliver købt uden for EU, gennem en handelsplads som fx Amazon, går fri i den nye regulering, selvom Vestagers løfte til europæiske virksomheder og forbrugere ellers var, at NU kom der lige vilkår for fysisk og online handel.

 

Rammer både erhvervslivet, forbrugerne og skævvrider konkurrence
Dansk Erhverv, Forbrugerrådet Tænk og flere europæiske forbruger- og erhvervsorganisationer har ad flere omgange kunnet dokumentere, at en stor del af de produkter fra 3. lands sælgere, der sælges via de store onlinemarkedspladser, ikke overholder kravene til produktsikkerhed og forbrugerbeskyttelse.

Det skævvrider konkurrencen, når 3. lands sælgere på de store online markedspladser sælger varer, som ikke lever op til EU’s regler for produktsikkerhed og forbrugerbeskyttelse. F,eks. Amazon eller Wish, der tjener pengene på at give sælgerne adgang til Europa, ikke holdes ansvarlige for lovligheden af produkterne.

Konsekvensen af dette kæmpe hul i lovgivningen er, at europæiske og danske virksomheder på sigt kan udkonkurreres pga. unfair konkurrence og at forbrugerne udsættes for risiko. Så længe man ansvarsfrit kan formidle varer fra sælgere i 3. lande kan det selvsagt ikke kommercielt betale sig at importere de samme produkter og tage ansvaret for lovligheden.

Det er derfor meget skuffende, at Konkurrencekommissær Margrethe Vestager ikke har benyttet denne helt oplagte chance til at forpligte markedspladserne til at tage samme ansvar som importørerne, i de tilfælde hvor der hverken er en EU-fabrikant eller en EU-importør, der kan pålægges ansvaret for, at de formidlede produkter overholder EU-lovgivningen.

Udmeldingen får massiv kritik
Dansk Erhverv er ikke alene om kritikken. Den danske regering, et flertal i Folketinget, store danske virksomheder, Forbrugerrådet Tænk, en række europæiske forbruger- og erhvervsorganisationer samt Europaparlamentarikerne Morten Løkkegaard og Christel Schaldemose forholder sig også stærkt kritisk til den manglende løsning på udfordringen.

Det kan ikke passe, at der i en så digitaliseret verden skal være forskel på, om man er fysisk importør eller digital importør. Der skal rettes op på den ulighed, og det er vores håb, at dette kommer til at ske i den kommende revision af produktsikkerheds- og produktansvarslovgivningen, som vi følger tæt « siger Betina Schiønning, chefkonsulent hos Dansk Erhverv.

Udmeldingen fra konkurrencekommissæren møder som sagt også stor kritik af den danske Europarlamentariker Christel Schaldemose, der har været hovedforhandler på Digital Service Act og den danske regering, der begge udtrykker stor skuffelse over, at reguleringen ikke stiller krav om importøransvar. Det er Dansk Erhvervs forventning, at både Christel Schaldemose og den danske regering vil fortsætte deres arbejde for at få indført importørforpligtelser for onlinemarkedspladserne i de kommende revisioner af centrale EU-lovgivninger.

Dansk Erhverv arbejder også videre med at få politisk fokus i EU og de øvrige medlemsstater på, at der er skal ske en ligestillingen mellem den digitale og fysiske importør.

Læs mere om Digital Services Act og Digital Markets Act:

Digital Services Act (danskerhverv.dk)

Kontakt

Handel

Betina Schiønning

Fagchef for Produktregulering og Håndhævelse