Gemt

Historisk reformvindue åbent: Hele Danmark har brug for øget arbejdsudbud

19. januar 2022

Det er sjældent, at reformvinduet står åbent i dansk politik. Det gør det lige nu. Derfor appellerer Dansk Erhverv til, at partierne på Christiansborg forhandler en bred, ambitiøs reformaftale på plads, der øger arbejdsudbuddet markant.

 

I juni 2021 præsenterede Dansk Erhverv reformudspillet ”Dansk handlekraft 2025”. I september præsenterede regeringen sit reformudspil ”Danmark kan mere I”.

Siden gik reformforhandlingerne i stå, og manglen på arbejdskraft er kun blevet større på tværs af brancher.

Nu er forhandlingerne genoptaget, og i Dansk Erhverv følger vi forhandlingerne tæt.

”Dansk Erhverv er i tæt dialog med partierne og følger forhandlingerne tæt. Finansministeriet vurderer selv, at vi mangler 84.000 kolleger i Danmark i 2022. Det viser med al tydelighed, at en aftale, der læner sig op ad regeringens reformudspil og øger arbejdsudbuddet med 10.500, langt fra er nok,” siger Dansk Erhvervs adm. direktør, Brian Mikkelsen.

Historisk vindue åbent
Det er sjældent, at vinduet til reformforhandlinger står åben i dansk politik. Men det gør det lige nu.

”Derfor appellerer vi i Dansk Erhverv til, at der forhandles en bred, ambitiøs aftale om arbejdskraft på plads. Aktuelt må virksomhederne opgive at finde 14.000 kvalificerede medarbejdere hver eneste måned. Det er ikke alene en begrænsning for virksomhederne – det begrænser også mulighederne for vores samfund og velfærd på sigt,” siger Brian Mikkelsen, der betoner, at manglen på arbejdskraft er en samfundsudfordring.

”Det er ikke alene de private virksomheder, der mangler kvalificeret arbejdskraft her og nu og på længere sigt. Vi ser det i velfærden. Vi ser det i sundhedsvæsnet. Vi ser det alle vegne. Christiansborg bliver nødt til at tage tilstrækkeligt hånd om den her udfordring nu – den vokser sig kun større de kommende år.”

Læs også: Mangel på arbejdskraft har kostet 35 mia. kr. på tre måneder

Fire indsatsområder
Dansk Erhverv foreslår, at reformtiltagene bygger på fire indsatsområder.

”Vi skal sikre, at unge mennesker kommer hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Vi skal opmuntre danskerne til at give den en ekstra skalle. Vi skal motivere ældre til at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Vi skal fjerne barriererne for at tiltrække dygtige, internationale kolleger til Danmark,” siger Brian Mikkelsen.

Konkret foreslår Dansk Erhverv blandt andet at sænke dimittendsatsen, hæve grænsen for topskat, afskaffe modregningen i folkepensionen og sænke beløbsgrænsen. Det er effektive reformtiltag, der kommer til at gøre en forskel for den enkelte, virksomhederne og samfundets økonomi. Den økonomi, der skal finansiere verdens bedste velfærd.

Dansk Erhvervs reformudspil ”Dansk Handlekraft 2025” leverer i alt 25.000 i øget arbejdsudbud. Se hele udspillet her.

REFORMFORHANDLINGER

Dansk Erhvervs anbefalinger til reformforhandlingerne på Christiansborg. 

 


 

Dansk Erhverv lancerede i sommers reformudspillet ”Dansk Handlekraft 2025”. Planen er fuldt finansieret, øger beskæftigelsen med 25.000 fuldtidspersoner og løfter BNP med 30 milliarder kroner i 2025.


Klik på billedet for at se hele Dansk Erhverv reformudspil ”Dansk handlekraft 2025”.

Kontakt