Gemt

Højere straf til butikstyve er endnu ikke med på lovprogrammet

crimestat - 19. juli 2022

Den tidligere justitsminister oplyste i et svar til Folketingets Retsudvalg, at han forventede at fremsætte et lovforslag om hårdere straf for butikstyveri i folketingsåret 2020/2021 – dette skete imidlertid ikke. Der er ingen indikationer på, om og i givet fald hvornår det bliver fremsat.

 

Et lovforslag om hårdere straffe for butikstyveri skulle ifølge den tidligere justitsministers svar til Folketingets Retsudvalg være blevet fremsat i folketingssamlingen 2020/2021. Dette fremgik også af lovprogrammet for folketingsåret 2020/2021. Dette skete imidlertid ikke.

Da lovforslaget heller ikke fremgår af lovprogrammet for folketingsåret 2021/2022, blev den tidligere justitsminister derfor blevet spurgt af Folketingets Retsudvalg om status for regeringens indsats mod butikstyverier. Ministeren oplyste, at lovprogrammet for folketingsåret 2021/2022 var mindre omfattende end normalt, da de ønsker at sætte tempoet i lovgivningsarbejdet ned og skrue op for grundigheden. Dette er grunden til, at fremsættelsen af lovforslaget ikke er taget med i lovprogrammet 2021/2022.

Den tidligere Justitsminister tilkendegav dog, at det fortsat er regeringens opfattelse, at der bør ske en generel forhøjelse af bødeniveauet i sager om butikstyveri og at reglerne om udvisning skal udnyttes i videst muligt omfang i sager om butikstyveri.  

Dansk Erhverv har flere gange rettet henvendelse til justitsministeriet omkring lovforslaget, men Justitsministeriet har alene oplyst, at lovforslaget forventes fremsat til næste folketingssamling.

Kontakt

Handel

Henrik Lundgaard Sedenmark

Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed
Medarbejderprofil