Gemt

Ny EU-køreplan skal skabe gennemsigtighed i arbejdet med at forbyde skadelige stoffer – husk at holde dig orienteret!

18. maj 2022

EU-Kommissionen har fremlagt deres køreplan for deres arbejde med begrænsning af de mest skadelige stoffer. Formålet med køreplanen er at skabe større gennemsigtighed i processen, så virksomheder kan danne sig et overblik over hvilke stoffer der i fremtiden kan blive omfattet af et forbud eller en begrænsning. Med køreplanen åbnes der op for, at skadelige og potentielt skadelige stoffer reguleres i grupper frem for enkeltvis.

 

EU-Kommissionen offentliggjorde i slutningen af april en ny køreplan om arbejdet med fremtidige begrænsninger under REACH (Registeration, Evaluation, Authorization and Restriction of Chemicals)-forordningen. Køreplanen giver detaljerede oplysninger om det igangværende arbejde og opfører i lister prioriteringen af de mest skadelige grupper af stoffer.

Baggrund  
EU-Kommissionen har i EU’s Kemikaliestrategi for bæredygtighed forpligtiget sig til at arbejde for en udvidelse af den generiske tilgang til risikostyring, baseret på kemikaliets farlige egenskaber og generiske hensyn vedrørende eksponeringen. Dette for at sikre, at forbrugerprodukter ikke indeholder kemikalier, der forårsager kræft, genmutationer, påvirker forplantningssystemet, er hormonforstyrrende, påvirker immunsystemet, nervesystemet eller åndedrætsorganerne samt kemikalier, der er toksiske for et specifikt organ eller som er persistente og bioakkumulerende. 

I Kemikaliestrategien har EU-Kommissionen endvidere forpligtiget sig til, indtil den generiske tilgang til risikostyring i REACH er indført; at opprioritere alle de ovennævnte stoffer med hensyn til begrænsninger for alle anvendelsesformål (industriel, professionel, forbrugeranvendelse og anvendelse i artikler) og dette i kraft af en gruppering i stedet for at regulere stofferne enkeltvis.

Læs mere om EU’s Kemikaliestrategi for bæredygtighed på EU-lex.

Læs mere om revision af REACH-forordningen på EU-Kommissionens hjemmeside. 

Som led i denne opprioritering har EU-Kommissionen den 25. april 2022 offentliggjort deres køreplan, som vil være grundlaget for den flerårige planlægning af begrænsninger under REACH.

Gennemsigtighed og udvikling af sikre og bæredygtige alternativer
Køreplanen skal også bruges til prioriteringen af de stoffer, for hvilke der bør udvikles sikre og bæredygtige alternativer, i henhold til kriterierne for Safe and Sustainable by Design (SSbD), som beskrevet i EU’s Kemikaliestrategi. Kriterierne forventes fremlagt af Kommissionen i 2022.

Med køreplanen vil EU-Kommissionen skabe gennemsigtighed og synlighed om myndighedernes kommende arbejde. Det skal give virksomheder og andre interessenter mulighed for at være bedre forberedt på potentielle kommende restriktioner, og fx påbegynde substitutionsaktiviteter.

I denne forbindelse arbejder Kommissionen sammen med industrien for at lette overgangen til bæredygtige alternativer gennem forskning og innovation. Herunder udvikling af ERA (European Research Area) køreplaner for industrielle teknologier og investeringer i forskning og innovation gennem Horizon Europe-partnerskaber med industrien.

Læs mere om Industrial research and innovation på EU-Kommissionens hjemmeside. 

De prioriterede stoffer 
Køreplanens bilag I (Rolling list) indeholder de prioriterede grupper af stoffer, som kan ende med at blive begrænset. De er fordelt på 3 lister (Pool 0, Pool 1 og Pool 2).

De 3 lister vil regelmæssigt blive gennemgået, og stoffer der allerede er på listerne, kan blive fjernet, mens andre stoffer kan tilføjes. På denne måde skal køreplanen sørge for fleksibilitet med hensyn til, hvornår og hvordan de mest skadelige stoffer begrænses og samtidig sikre fremskridt der lever op til Kommissionens forpligtigelse beskrevet i kemikaliestrategien.

Pool 0 indeholder 5 enkeltstoffer og 10 grupper af stoffer. For disse stoffer er der allerede er indsendt et bilag XV begrænsningsdossier eller der er sat en dato for indsendelse (fx bly i visse fiskegrej og ammunition, stoffer i engangsbleer, PFAS og bisphenoler).

Pool 1 indeholder 6 enkeltstoffer og 6 grupper af stoffer. For disse stoffer overvejes et begrænsningsforslag af ECHA, medlemslande eller Kommissionen (fx CMR-stoffer i plejeartikler til børn, bisphenoler, Orto-ftalater og flammehæmmere). For nogle af disse stoffer diskuteres klassificering i henhold til CLP-forordningen eller SVHC-identifikation under REACH som den næste regulatoriske handling.

Pool 2 indeholder 4 enkeltstoffer og 14 grupper af stoffer. For disse stoffer diskuteres begrænsning stadig i arbejdsgrupper (fx hudsensibiliserende stoffer i forbrugerblandinger, PAH i granulater til legepladser og stoffer i gødning). Ligesom for Pool 1 diskuteres der for nogle af disse stoffer, klassificering i henhold til CLP-forordningen eller SVHC-identifikation under REACH som den næste regulatoriske handling. Listen indeholder også stoffer, for hvilke revurderingsrapporter eller tidligere vurderinger indikerer, at det kan være nødvendigt at revidere en begrænsning (fx bly i forbrugerartikler; nikkel i artikler, der er beregnet til at komme i direkte og langvarig kontakt med huden). 

Køreplanen indeholder også et Bilag II som giver et overblik over, hvordan vurderinger under artikel 69, stk. 2, i REACH skrider frem.

Læs mere om Køreplanen for arbejdet med restriktioner på EU-Kommissionens hjemmeside. 

Begrænsning af stoffer i REACH og virksomhedernes ansvar 
Kemiske stoffer kan begrænses efter artikel 68 – 73 (Begrænsningsprocessen) i REACH-forordningen 1907/2006. Det kan være ved et forbud eller en begrænsning i forhold til produktion, markedsføring eller brug af stofferne i forskellige produkter. Begrænsningerne er fastsat og opført i REACH forordningens Bilag XVII.

Både producenten, importøren og den, som markedsfører produkter, kan have ansvar for at reglerne overholdes. Det afhænger af, hvordan det enkelte forbud er formuleret.

Læs mere om Forbud og anvendelsesbegrænsninger på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Kontakt

Fødevarer

Krestine Greve

Chefkonsulent