;
Gemt

Ny kontrolkampagne om transport i forbindelse med e-handel

30. marts 2022

Transportører, der leverer kølekrævende fødevarer bestilt via nettet til den endelige forbruger, skal være registeret hos Fødevarestyrelsen og have tjek på fødevarereglerne på området. I april starter Fødevarestyrelsen en kampagne, hvor transportører kan forvente kontrolbesøg.

 

Det er den markante stigning i handel med fødevarer på nettet og den dermed øgede efterspørgsel på transportører, der ligger til grund for Fødevarestyrelsens kontrolkampagne som løber fra april til august. De vurderer at den høje efterspørgsel kan resultere i, at der er transportører, som ikke har kendskab til den basale fødevarelovgivning, og muligvis ikke er registreret hos Fødevarestyrelsen.

Virksomheder der anvender egne vogne og chauffører til levering af varer til forbrugerne, har selv ansvaret for transporten. Men hvis virksomheden benytter eksterne transportører, har transportøren ansvaret for, at transporten til den endelige forbruger foregår forsvarligt. Fx skal der være fokus på at fødevarerne holder den rette temperatur under transporten, at der ikke sker kontaminering af fødevarerne og at køretøjet rengøres.

Formålet med kampagnen er at:

  • Kontrollere at transportøren er registreret hos Fødevarestyrelsen.
  • Kontrollere at transportøren har udarbejdet en risikoanalyse og styrende foranstaltninger, som er implementeret.
  • Vejlede transportøren i gældende regler for levering af kølekrævende fødevarer under transport i forbindelse med et kontrolbesøg.

Læs mere om kontrolkampagnen Transport i forbindelse med e-handel på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Læs mere om Transport af fødevarer på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Kontakt

Handel

Saoirse McKeever Andersen

Fagchef for fødevarer
Handel

Krestine Greve

Chefkonsulent