Gemt

Ønsker fra turisme og oplevelse til den nye regering

02. november 2022

Valget er veloverstået. Nu skal en ny regering i arbejdstøjet. Dansk Erhverv har op til valget undersøgt, hvilke rammevilkår, der er vigtigst for, at vores medlemsvirksomheder inden for turisme og oplevelse har optimale betingelser for at drive virksomhed. Øverst på listen står energi, digital infrastruktur og adgang til kvalificeret arbejdskraft.

 

Dansk Erhverv har spurgt sine medlemsvirksomheder i turisme- og oplevelseserhvervet, hvilke vilkår, der skal prioriteres højest i den kommende regeringsperiode.

I undersøgelsen er virksomhederne blevet bedt om at vurdere rammevilkår fra 1 til 7 ud fra, hvor vigtigt rammevilkåret er for deres virksomhedsbetingelser. Her viser det sig – måske lidt overraskende - at digital infrastruktur har højeste prioritet for de turisme- og oplevelsesvirksomheder, der har deltaget i undersøgelsen.

”På toppen heraf har hoteller på det digitale område et stærkt ønske om, at en kommende regering vil tage de nødvendige skridt mod tech-giganterne i form af regulering af de store bookingportaler, hvis markedsdominans betyder prisklausuler og meget høje provisioner,” siger Lars Ramme Nielsen, der er markedschef for turisme, oplevelse og kultur i Dansk Erhverv.

Adgang til kvalificeret arbejdskraft og uddannelse er vigtigt
Generelt fylder arbejdskraft og uddannelse meget på erhvervets ønskeliste, hvor adgang til kvalificeret arbejdskraft, erhvervs- og videreuddannelser af høj kvalitet og adgang til medarbejdere med digitale kompetencer alle ligger på top ti over de vigtigste rammevilkår

Derudover efterspørger branchen også adgang til dygtige og motiverede elever og lærlinge.

”I forhold til udenlandsk arbejdskraft er der alt for meget bureaukrati og for mange benspænd, der gør livet unødigt besværligt for både virksomhederne og de udenlandske kollegaer, som vi har så hårdt brug for. Det skal der gøres noget ved, for hver dag må hoteller og restauranter takke nej til gæster og anden forretning – og dermed omsætning – fordi de mangler hænder. Vi efterspørger øget beskæftigelsesfradrag og en sænkning af indtægtsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft,” siger Lars Ramme Nielsen.

Grønne løsninger og fokus på energi
Ifølge virksomhederne scorer tiltag inden for det grønne og energi også højt i forbindelse med at drive virksomhed i Danmark. Investeringsfradrag til energieffektiviseringer og niveauet for CO2-afgiften er begge blandt de ti vigtigste rammevilkår og indtager hhv. en 5. og en 8.plads i undersøgelsen.

Derudover er ”fokus på bæredygtige og grønne løsninger i offentlige udbud” et af de vigtigste parametre for sektoren.

”Den grønne efterspørgsel er stigende, og turismeerhvervet tager allerede nu et stort ansvar for den grønne omstilling. Der er åbenlys fornuft i målrettet at arbejde med f.eks. reduktion af forbruget af el-, vand- og varme samt madspild i en situation med priser på himmelflugt. Virksomhederne er meget påvirkede af prisstigningerne på bl.a. lys, varme og fødevarer, og det kommer oveni to år under corona med lav indtjening og etablering af gæld. Et stærkt ønske fra hoteller er, at der leveres på aftalen om grøn skattereform fra juni og sker en straks-implementering af lempelsen af rumvarmeafgiften på hoteller,” siger Lars Ramme Nielsen.

Top 15 De vigtigste vilkår for virksomheder i turisme- og oplevelseserhvervet

imagepxl75.png

Note: n (Alle virksomheder) = 822, n (Turisme og oplevelse) = 52. Virksomhederne har rangeret vigtigheden af vilkårene på en skala fra 1-7, hvor 1 er ”Slet ikke vigtig”, 4 er ”Neutral” og 7 er ”Meget vigtig”. Figurerne viser gennemsnittet af virksomhedernes svar.

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil