;
Gemt

Bilproducent idømmes bøde for overtrædelse af markedsføringsloven

05. oktober 2022

Retten i Glostrup har idømt Ford en bøde på 200.000 kr. efter en gammel sag, der har verseret i mange år. Ford havde i perioden 2013 til 2016 ansat ti kendte personer, til at reklamere på Instagram. Retten fandt, at 56 opslag ikke indeholdt tilstrækkelig reklamemarkering. Derudover reklamerede de med en såkaldt kampagnepris, der viste sig at være den normale pris. Ford er således dømt for at overtræde forbuddet mod skjult og vildledende reklame.

 

Skjult reklame
Markedsføringsloven skal efterleves, og det gælder også når det kommer til at markere reklame som reklame, uanset hvilke medieplatforme, der anvendes.

Når erhvervsdrivende anvender influenter er det vigtigt at både de erhvervsdrivende og influenterne er opmærksomme på reglerne.

Er det kommercielt indhold eller reklame, skal modtagerne informeres herom. Markedsføring skal markeres tydeligt på de sociale medier, når man ansætter en influent.

Med afgørelsen følger domstolene Forbrugerombudsmandens linje - det er de erhvervsdrivendes ansvar, at markeringen sker i overensstemmelse med lovgivningen, uanset hvem man ansætter til at markedsføre.

Vildledende reklame
Udover den skjulte reklame, er bilproducenten også blevet dømt for vildledende reklame. Den vildledende reklame er sket ved, at bilproducenten har markedsført bilmodellen en bilmodel til en kampagnepris, der var præcis som den samme, som prisen 3 måneder før kampagnen.

Bilproducenten har dermed vildledt forbrugerne til at tro, at de sparede penge ved at købe bilen under kampagnen.

Ambassadørerne slap med en advarsel
Da sagen startede tilbage i 2016, gik Forbrugerombudsmanden efter en bøde på 1,4 millioner kr.

Dommen endte med et betydeligt lavere beløb på 200.000. Forbrugerombudsmanden valgte i denne sag ikke at inddrage de kendte personer i sagen, men sendte dem blot et brev med en advarsel.

Begge parter har fortsat mulighed for at anke sagen.