Gemt

Kommentar: Dansk inflation et mulehår fra magisk grænse på 10%

Netop offentliggjorte tal fra Eurostat viser, at de danske forbrugerpriser steg med 9,9% i august i forhold til samme periode året før. Ser vi fremad, så er der desværre ingen tvivl om, at forbrugerprisinflationen herhjemme vil krydse 10% allerede i september.

Nyhed

16. september 2022

Det er naturligvis historisk, da vi skal helt tilbage til starten af 1980’erne for at finde den seneste periode med inflationsrater på over 10% i dansk økonomi. Det er helt vilde tal, da vi tidligere kun har observeret en så høj inflation i forbindelse med verdenskrigene, Korea-krigen i 1950 og under oliekriserne i 1970’erne.

Det bliver desværre en sand gyser at følge udviklingen i inflationen hen over vinteren. Som tingene ser ud nu, så skal vi desværre berede os på at inflationen vil tiltage yderligere frem mod årsskiftet til et niveau på godt over 10%. Det samme billede ses også i resten af Europa, hvor inflationen både er ekstremt høj og tiltagende.

Den ekstremt høje inflation ligger i øjeblikket som en tung dyne over den europæiske økonomi. Husholdningernes købekraft falder med en hastighed vi ikke har set siden starten af 50’erne samtidig med at virksomhedernes omkostninger er eksploderet. Det betyder desværre også, at vi nu ser ind i en periode med recession eller måske ligefrem kraftigt faldende økonomisk aktivitet på tværs af Europa hen over vinteren. Det vil også ramme dansk økonomi i form af faldende afsætningsmuligheder på vores vigtige europæiske nærmarked.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil