Dansk Erhverv: Historisk aftale om Arktis giver anledning til at se fremad og få pulsen ned
Med den historiske underskrift af en ny aftale mellem Grønland, Danmark og USA tyder alt nu på, at der er skabt tiltrængt ro og styrket stabilitet i forholdet mellem landene. USA er Danmarks vigtigste allierede og samarbejdspartner, og nu er det tid til at se fremad og få pulsen ned, lyder det fra Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Mens store dele af verden fulgte med, underskrev Donald Trump, Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen en aftale om styrket sikkerhed i Arktis og de nordatlantiske områder. En aftale, der er kulminationen på et længere forhandlingsforløb mellem landene.
”Der er alle gode grunde til at glæde sig over, at aftalen nu er indgået. Nu er der en klar aftale og forståelse mellem Grønland, Danmark og USA. Det giver tiltrængt ro og stabilitet i forholdet til USA, som er Danmarks absolut vigtigste allierede og handelspartner. Omsider er det tid til at se fremad og få pulsen godt og grundigt ned. Det kan vi alle være tilfredse med og glæde os over. Herfra skal der også lyde stor ros og anerkendelse af det fornemme politiske og diplomatiske arbejde, som ligger bag aftalen,” siger Brian Mikkelsen.
Vil styrke Grønlands og Danmarks økonomi
Brian Mikkelsen understreger, at alt tyder på, at aftalen vil styrke både Grønlands og Danmarks økonomi.
”Set gennem dansk erhvervslivs briller kan USA's betydning ikke undervurderes. Landet er vores største og vigtigste handelspartner, og faktisk er handlen med USA kun blevet større i løbet af de seneste år. Så når en så væsentlig aftale bliver indgået, så giver det noget ro, og det er virkelig godt nyt for mange danske virksomheder. Tager vi Grønland, så giver aftalen en sikkerhed for de investorer, som skal til Grønland for at styrke landets økonomi. Det er også absolut positivt,” siger Brian Mikkelsen.
Godt på både den korte og den lange bane
Brian Mikkelsen peger på flere områder, hvor aftalen kan få stor positiv indflydelse for både grønlandsk og dansk økonomi.
”Lige nu er turismeerhvervet et spændende område med et stort potentiale. Grønland har en ufattelig smuk natur og kan tilbyde helt unikke oplevelser. Samtidig er infrastrukturen forbedret med nye lufthavne, men det kræver større investeringer, hvis turismepotentialet skal forløses. Her er Dansk Erhverv allerede godt i gang med at facilitere dialogen mellem dansk erhvervsliv og den grønlandske regering. Ser vi på den længere og større bane, så kan der være enorme gevinster i minedrift og sjældne jordarter. Men på grund af landets generelle fremkommelighed vil det kræve massive investeringer, og det med en risikovillighed og tålmodighed af den helt store kaliber. Især i forhold til spørgsmålet om den grønlandske undergrund kan det vise sig, at dagens historiske aftale bliver en gamechanger, idet den giver langt mere vished for Grønlands fremtid,” siger Brian Mikkelsen.