Gemt

Overblik: Kom grønt gennem krisen

06. september 2022

Dansk Erhverv tager de stigende el- og gaspriser meget alvorligt. Det har store konsekvenser for det danske erhvervsliv. Energikrisen kommer i kølvandet på Putins aggressioner mod Ukraine, hvor de menneskelige tab er massive. Danmark og Europa skal derfor vælge den grønne vej gennem krisen, der også kan gøres os uafhængig af russisk energi. Her har vi samlet en lang række gode råd til dig, der gerne vil reducere udgifterne til energiregningen:

 

Det kan virksomhederne gøre 

Virksomheder har mulighed for at reducere udgifterne til energiregningen ved at energieffektivisere, konvertere fra gas- og oliekedler til varmepumper samt opsætning af solceller. Tag kontakt til en energirådgiver. Her vil det være muligt at få en helhedsorienteret hjælp, hvor der er fokus på både energiforbrug, konverteringer og solceller.  

Mange virksomheder har allerede set deres energiforbrug igennem og undersøgt, om man kan spare. Energistyrelsen har udsendt sektorspecifikke anbefalinger om energibesparelser på www.sparenergi.dk/erhverv.    

Sådan får din virksomhed refusion for elafgiften 

Det er muligt for momsregistrerede virksomheder (dog har visse liberale erhverv først mulighed for at opnå fradraget fra 1. januar 2023) at få fradrag for elafgiften helt ned til EU’s minimumsniveau (0,4 øre/kWh).  

El-leverandøren skal oplyse hele størrelsen af din elafgift på din faktura. Yderligere information kan findes på: www.skat.dk/data.aspx?oid=2234584  

Fra 1. januar 2023 ophæves begrænsningen af godtgørelse af elafgift for liberale erhverv, og de kan derfor fra denne dato få godtgørelse af elafgift. Listen over liberale erhverv kan findes her: E.A.4.6.3.2 Godtgørelse af afgift af elektricitet - Skat.dk  

Lønsumsafgiftsregulerede virksomheder er ikke berettet til fradrag for elafgiften. Virksomheder, der sælger momsfrie ydelser, og som skal registreres for lønsumsafgift er f.eks. læger, tandlæger, fysioterapeuter og alternative behandlere, psykologer, banker og taxavognmænd.  

Søg erhvervspuljen for tilskud til energieffektivisering 

Det er muligt at få tilskud til en lang række energieffektiviserende tiltag gennem Erhvervspuljen, der dog har sidste ansøgningsfrist for 2022 d. 13. september. Selve ansøgningen vil dog også kræve rådgivning fra energirådgivningsvirksomheder, da puljen er besværlig at søge. 

Solceller 

Det er muligt at få afskrevet solcelleanlæg, hvis det ikke er en integreret del af bygningen. Læs mere om det her; www.skat.dk/data.aspx?oid=1790985. Det kræver dog, at din virksomhed selv skal finde en produktionsleverandør til at aftage den strøm, der ikke forbruges af virksomheden selv. Læs mere her: www.ens.dk/ansvarsomraader/stoette-til-vedvarende-energi/solceller-og-husstandsvindmoeller/anlaeg-med-tilsagn.  

Energirådgivning 

En måde at spare på energien kan også være gennem energirådgivning. Energistyrelsen har et samlet overblik over energirådgivere, der udarbejder energimærker (dette er kun målrettet bygninger): www.sparenergi.dk/forbruger/vaerktoejer/find-energimaerkningsfirma.  

Rådgivning vedr. produktionsprocesser vil kræve et rådgivende ingeniørfirma, der er specialiseret i dette. Her er et overblik over rådgivende ingeniørfirmaer, der er specialiseret i produktionsprocesser: www.frinet.dk/find-rådgiver/.  

For yderligere spørgsmål er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Rune Dybvad Simonsen. 

 

Kontakt

Klima, energi og miljø

Rune Dybvad Simonsen

Chefkonsulent