Gemt

Debat: Gennem 40 år har Grøn Koncert skabt velfærd gennem kultur

09. august 2023

Hver fjerde dansker, som i år holder sommerferie i Danmark, forventer at skulle opleve livemusik undervejs. Det viser aktuelle tal fra Dansk Erhverv og svarer til, at ca. 900.000 voksne danskere vil gæste en koncert eller festival i sommerlandet.

Debatindlæg af Michael Folmer Wessman, chefkonsulent, Dansk Erhverv

En stor del af dem har allerede sikret sig billet til Grøn Koncert, der i år kan fejre 40-års fødselsdag. Det frister til at føje ’fed og færdig’ til fejringen, men det er bestemt ikke tilfældet med Grøn. Efter et par vanskelige coronaår er den omrejsende festival tilbage i storform og vil, som det var tilfældet i 1983, igen i år gæste landets største byer i de sidste to uger af juli til glæde for både byer og besøgende.

Koncertrækken er blevet et fast holdepunkt i sommerferien for danskere i alle aldre og på tværs af samfundslag. Sidste år gæstede mere end 166.500 de grønne koncerter og med et stærkt billetsalg og flere udsolgte dage forventer festivalen, at endnu flere vil komme omkring koncerterne i år.

Gennem årene har frivilligheden været stærkt adelsmærke for Grøn. Så meget, at man i 90’erne gjorde en dyd ud af at reklamere med det. I en legendariske reklame med Jakob Haugaard på speak, kunne man møde en trofast grøn koncert-frivillig, der efter et års dvale, vågner op, spiser fiskefoderet (da køleskabet er tomt), klipper skægget, bleger håret i en spand med klorin, griber et løg på vej ud af døren og hopper på den nærmeste ølvogn, for at melde alt klart til en ny runde som frivillig. Det var som at være grungemusiker at være frivillig på Grøn i halvfemserne.

Igen i år vil Grøn engagere mere end 700 frivillige for at bygge scener og koncertplads op, gennemføre koncerter med landets største kunstnere, pille ned igen og drage videre – alt sammen på en dag. Noget har dog ændret sig i de seneste fyrre år. Arrangører af større, midlertidige kulturarrangementer, som bl.a. Grøn skal i dag sammen med mange af sommerens øvrige festivaler, koncerter, markeder, byfester osv. leve op til omfattende regler inden for bl.a. beredskabs, brand- og byggeområdet.

De administrative byrder opleves af mange arrangører som voldsomme. Samtidig kan antallet af forskellige myndigheder, som skal ansøges, være ganske betydelig. Selv kortvarige arrangementer kan risikere at skulle udforme et tocifrede antal ansøgninger til forskellige myndigheder.

Derfor har Dansk Erhverv i et nyt kulturudspil også opfordret kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) til at sætte sig i spidsen for et grundigt serviceeftersyn af de mange regler, som sætter rammen for kulturarrangørerne og afsøge muligheden for at forenkle og samordne ansøgningsprocesser.

En anden nøgle i fortællingen om Grøn er Muskelsvindfondens vilje og kreativitet til at tage ansvar, gå nye veje og skabe et mangfoldigt samfund med plads til forskelle. Det er til god inspiration, for den demografiske udvikling vil i de kommende år udfordre økonomien og praktikken i den fælles velfærd. Færre skal forsørge flere, og udgifterne til Danmarks velfærd vil blive markant større. Vi skal derfor finde nye måder at samarbejde på om velfærden.

Kulturliv og kreativ udfoldelse giver på linje med motion og fysisk udfoldelse ikke bare et skud vitaminer til folkesundheden, men bør aktivt tænkes ind som en del af løsningen på velfærdens mange og komplekse problemstillinger.

I Dansk Erhverv har vi med velfærdsrådet taget hul på den svære samtale om fremtidens velfærdssamfund. Rådet har givet 12 anbefalinger til centrale udfordringer, og peger blandt andet på, at flere frivillige og mere civilsamfund indgår i løsningen af de fremtidige velfærdsudfordringer.

Muskelsvindfonden har med 40 års grønne koncerter vist, hvordan civilsamfundet med kulturen som løftestang kan tage ansvar og vise nye veje til velfærdsmæssigt engagement.

Debatindlægget blev oprindeligt bragt på AvisenDanmark.dk:
⇒ Debat: Gennem 40 år har Grøn Koncert skabt velfærd gennem kultur

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Michael Folmer Wessman

Fagchef for kultur