;
Gemt

Kommende EU-lovgivning rammer virksomheder inden for bl.a. fødevare, møbler og kosmetik

10. januar 2023

Forhandlerne fra Rådet og Europa-Parlamentet er nået frem til foreløbig politisk enighed om en forordning om afskovningsfri råvarer og produkter. Aftalen afventer dog stadig formel vedtagelse. Det forventes, at forordningen træder i kraft ultimo 2024. Reglerne forventes at ramme bredt blandt Dansk Erhvervs medlemmer inden for bl.a. fødevarer, møbler og kosmetik. 

 

I slutningen af december nåede EU-Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet frem til en foreløbig politisk aftale om et forslag til en forordning om afskovningsfri råvarer og produkter. Formålet med forordningen er at minimere risikoen for global skovrydning og skovforringelse, bl.a. ved at gøre det obligatorisk for virksomheder at foretage og dokumentere ”due diligence" (rettidig omhu) om, at de varer, de markedsføres i EU, ikke har ført til skovrydning og skovforringelse overalt i verden. I virksomhedernes ”due diligence”-erklæringer skal der bl.a. indgå dokumentation for, om råvaren man køber/sælger er dokumenteret afskovningsfri, er tredjepartscertificeret, koordinater og/eller billeder fra satellitovervågning af det sted, hvor varen stammer fra, en risikovurdering samt en plan for, hvorledes risici i egen værdikæde nedbringes.

Reglerne kommer i første omgang til at dække følgende råvarer, og afledte produkter heraf: 

  • Soja. 
  • Palmeolie og afledte produkter som palmeoliederivater. 
  • Kvæg og afledte produkter som læder og oksekød. 
  • Kakao og afledte produkter som chokolade. 
  • Kaffe. 
  • Tømmer og afledte produkter som møbler og trykt papir. 
  • Gummi. 

Skæringsdatoen for de nye regler er den 31. december 2020. Det betyder, at produkter der er produceret på jord, der har været udsat for skovrydning eller skovforringelse før den 31. december 2020, vil blive tilladt på EU-markedet. Modsat er varer dyrket på jord, som er konverteret efter skæringsdatoen ikke tilladt at handle til/fra det europæiske marked. 

Dansk Erhverv vil orientere løbende, når den endelige lovtekst er offentliggjort og de mere konkrete krav til virksomhederne kendes.  

Se pressemeddelelser om den netop indgåede aftale her:  

PM Rådet og PM Europa-Parlamentet  

Læs mere på Dansk Erhvervs side om afskovningsfri værdikæder og produkter. 

Kontakt

Handel

Anders Kroman Liin

Politisk konsulent