Gemt

Godt at Europa-Parlamentet støtter svanemærkede byggematerialer

11. juli 2023

Det er positivt, at Europa-Parlamentet netop nu har vedtaget ændringsforslag til en ny byggevareforordning, således at byggevarer forsat kan benytte Svanemærket. Det er vigtigt, at den danske regering er med til at sikre, at disse ændringer kommer med i den endelige forordningstekst. Sådan lyder det fra Dansk Erhverv og Miljømærkning Danmark.   

 

Dansk Erhverv og Miljømærkning Danmark er glade for, at Europa-Parlamentet har vedtaget forslag til konkrete ændringer, der understreger, at Svanemærket og andre Type I-miljømærker fortsat skal kunne anvendes på byggevarer. Parlamentet forslår også, at offentlige indkøbere skal kunne stille krav om fx svanemærkede byggematerialer. Dermed lægger Europa-Parlamentet op til at ændre på det oprindelige forslag fra EU-Kommissionen, hvor der blev lagt op til, at man ikke kunne anvende Svanemærket - og ej heller EU’s eget miljømærke EU-Blomsten – men udelukkende CE-mærket.  

Det er meget vigtigt, at byggegrossisterne fortsat har muligheder for at fremhæve byggematerialer, der er særligt klima- og miljøvenlige. Svanemærket er i praksis det mest benyttede mærke på byggematerialer, der sælges i Danmark. Det skal vi kæmpe for at bevare,” siger chefkonsulent Henrik Teglgaard Lund fra Dansk Erhverv. 

Direktør Martin Fabiansen fra Miljømærkning Danmark fortsætter:  

To ud af tre nordiske forbrugere mener, at Svanemærket gør det nemmere at vælge byggevarer, som er mere miljøvenlige. Forhandlere og bygherrer efterspørger flere svanemærkede byggematerialer. Og producenter bruger Svanemærket til hele tiden at forbedre deres produkter ift. miljø og klima. Svanemærket har i mere end 30 år været med til at fremme den grønne omstilling, og der er netop brug for den slags redskaber, hvis vi skal løse de enorme miljø- og klimaudfordringer, vi står overfor. Derfor er der brug for yderligere udvikling på dette område – ikke afvikling.”  

Dansk Erhverv og Miljømærkning Danmark opfordrer nu den danske regering til at arbejde aktivt for få Europa-Parlamentets ændringsforslag med i den endelige forordning. Det vil være helt i tråd med regeringens samlenotat fra juni 2023, hvor det blandt andet bliver nævnt, at regeringen vil arbejde for at Svanemærket og lignende skal kunne danne udgangspunkt for krav til grønne indkøb. Miljømærkning Danmark har endvidere haft foretræde for både bolig- og europaudvalget i maj og juni 2023, hvor ovenstående problemstilling blev præsenteret. 

For mere information kontakt: 

Dansk Erhverv: Chefkonsulent Henrik Teglgaard Lund, mobil 4064 9252 (eller pressekonsulent Manon Buch, mobil 5126 3486, mabu@danskerhverv.dk

Miljømærkning Danmark: Pressekonsulent Helena Schou Østergaard, mobil 2886 4503, hso@ds.dk   

Baggrundsinformation om miljømærker: Svanemærket er vidt udbredt – også blandt de professionelle byggeaktører 

Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, som gør det enkelt for forbrugere, virksomheder og det offentlige at bidrage til den grønne omstilling. Svanemærket er holistisk og ser på alle relevante miljøparametre i hele produktets livscyklus. På den måde fremmer

Svanemærket cirkulær økonomi, effektiv brug af ressourcer og biodiversitet – og reducerer klimabelastningen og brugen af skadelige kemikalier. Svanemærket er en af verdens skrappeste miljøcertificeringer – og det mest kendte miljømærke i Norden. 95 % af de nordiske forbrugere kender Svanemærket, 93 % af dem, der kender mærket, har tillid til Svanemærket, og 60 % ser efter Svanemærket, når de skal vælge mellem varer. 

Også byggegrossisterne blandt Dansk Erhvervs medlemmer mærker en efterspørgsel efter svanemærkede produkter. Sammen med EU-Blomsten og FSC-mærkning af trævarer er Svanemærket én af de eneste muligheder for at fremhæve produkter, der udmærker sig inden for forskellige bæredygtighedsaspekter – når virksomheden ønsker at holde sig inden for lovlig grøn markedsføring.  

Konkret er der efterspørgsel fra bygherrer og entreprenører efter svanemærkede produkter, der kan give point til svanemærkning af bygninger. Kriterierne for svanemærkede bygninger er for nylig blevet strammet, og har blandt andet indarbejdet de nye danske klimakrav til nybyggeri ligesom kriterierne er samordnet med de tekniske screeningskriterier for væsentlige bidrag i EU Taksonomien Annex 1 for opførelse af nye bygninger. Det betyder, at svanemærket er med til at trække i den rigtige retning for såvel miljø og sundhed som for reduktion af klimabelastning.  

CE-mærket løfter bunden mens miljømærkerne fremhæver de bedste 

CE-mærket og miljømærker som Svanemærket tjener i realiteten to helt forskellige formål. CE-mærkning viser, at produktet lever op til direktivers og standarders krav.  Svanemærket og andre Type I miljømærker bruges derimod til at fremhæve mere miljøvenlige produkter på markedet. Det er helt parallelt med, at ecodesign-krav til vaskemaskiner blev lavet for at fjerne de dårligste produkter fra det europæiske marked, mens energimærkningen bliver brugt til at fremhæve de vaskemaskiner, der er mest energieffektive. 

Eksempler på andre type 1-ecolabels 

EU-Blomsten: EU’s eget miljømærke, som også omfatter byggematerialer. Miljømærkning Danmark administrerer ordningen i Danmark. 

Der Blaue Engel: Tysk miljømærke, som har eksisteret i over i over 45 år og findes på mere end 20.000 produkter inden for en bred vifte af kategorier. 

 

Kontakt

Handel

Henrik Teglgaard Lund

Chefkonsulent