Forslag til begrænsning af bisphenol A og andre bisphenoler på vej
EFSA har sænket grænseværdien for bisphenol A, og EU-Kommissionen følger nu op med et initiativ, der sigter på at begrænse anvendelsen af bisphenol A og andre bisphenoler i fødevarekontaktmaterialer.
Bisphenol A (BPA) anvendes i fremstillingen af visse plasttyper og harpikser, herunder polycarbonatplast til vandflasker og madbeholdere samt epoxyharpikser til belægninger til mad- og drikkevareemballage. Små mængder BPA kan overføres fra disse materialer til maden. Derfor overvåger EFSA (Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet) løbende sikkerheden ved anvendelsen af BPA i fødevarekontaktmaterialer.
EFSA har i deres seneste vurdering, markant sænket den tolerable daglige indtagelse (TDI) af bisphenol A med en faktor 20.000 til 0.2 nanogram/kg kropsvægt/dag, hvilket rejser bekymring for menneskers sundhed ved den nuværende anvendelse.
EU-Kommissionen følger nu op med et initiativ, der skal resultere i et forslag til en forordning med det formål at begrænse brugen af BPA og andre bisphenoler i fødevarekontaktmaterialer. Den foreløbige melding er, at Kommissionens forslag skal vedtages i første kvartal 2024.
EU-Kommissionens formål med initiativet er, at:
- Indføre et forbud mod anvendelse af BPA i fødevarekontaktmaterialer, herunder plastemballage og overfladebehandlet emballage.
- Undersøge anvendelsen af andre bisphenoler i fødevarekontaktmaterialer for at sikre, at BPA ikke erstattes med andre skadelige stoffer.
- Fastsætte undtagelser og overgangsperioder for erhvervslivet.
Følg initiativet på EU-Kommissionens hjemmeside:Restrictions on bisphenol A (BPA) and other bisphenols in food contact materials.
Revisionen af rammeforordning
EU-Kommissionen er i gang med en omfattende revision af rammeforordningen for fødevarekontaktmaterialer. Det var oprindeligt planen, at et udkast til en ny rammeforordning for fødevarekontaktmaterialer skulle offentliggøres i andet kvartal af 2023 - denne offentliggørelse er blevet udsat til 2025.
Følg med på EU-Kommissionens hjemmeside:Revision af EU-reglerne om materialer bestemt til at komme i kontakt med fødevarer
Kontakt

