Gemt

Interiørvirksomhed accepterer bøde på 6 millioner for overtrædelse af konkurrenceloven

03. maj 2023

Konkurrencerådet udstedte i marts 2023 en bøde på 6 mio. kr. til en dansk interiørvirksomhed, for at have koordineret bl.a. et fragttillæg med en konkurrent. Virksomheden har medvirket til opklaringen og har vedtaget bøden.

af Tina Buur

Sagens baggrund
Virksomheden, der blandt andet producerer og distribuerer genstande til boligen, har over for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen erkendt at have overtrådt konkurrenceloven ved i januar og juli 2021, at have koordineret priser med en konkurrent, herunder i forbindelse med indførelsen og størrelse af et fragttillæg, som virksomhedens kunder skulle betale. Fragttillægget blev begrundet med de stigende fragtomkostninger, som følge af Covid-19.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fandt at et sådan fragttillæg er et konkurrenceparameter for virksomhederne, idet beslutningen om hvor stor en del af der eventuelt skal sendes videre til virksomhedens kunder, er en beslutning den enkelte virksomhed skal træffe for sig.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fandt videre, at den udviste adfærd var egnet til at påvirke samhandelen mellem medlemsstater mærkbart, idet der var tale om horisontal priskoordinering/informationsudveksling om priser, der (i) i hvert fald omfatter en hel medlemsstats område (Danmark), (ii) udgør karteladfærd, som normalt kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og (iii) omfatter produkter, der let kan handles over grænserne (boligindretningsartikler).

På baggrund af en konkret vurdering af overtrædelsens grovhed og varighed, virksomhedens globale koncernomsætning, samt den omstændighed at virksomheden gennem en intern politik for overholdelse af konkurrencereglerne, har gjort en aktiv indsats for at alle relevante medarbejdere overholder konkurrenceloven, fastsatte Konkurrencerådet bødens størrelse til 7,5 mio. kr.

Virksomheden fik dog en rabat på 1,5 mio. kr., idet virksomheden erkendte overtrædelsen og medvirkede til sagens opklaring. Bøden blev derfor endeligt fastsat til 6 mio. kr.

Virksomheden har accepteret at betale bøden.

Læs mere om sagen på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside.

Kontakt

Handel

Tina Buur Johnsen

Chefkonsulent
Medarbejderprofil