Gemt

Dansk Erhverv og Danmarks Rejsebureau Forening fusionerer

27. marts 2023

De to organisationer Dansk Erhverv og Danmarks Rejsebureau Forening (DRF) går nu sammen til gavn for rejse- og turismebranchen.

Dansk Erhverv og Danmarks Rejsebureau Forening deler en ambition om at skabe et slagkraftigt talerør for rejsebranchen, turisme og oplevelsesøkonomien. Den ambition skal nu realiseres ved at samle flest mulige aktører indenfor rejseområdet i en fælles og stærk forening tættere på Dansk Erhverv. Det er derfor planen, at DRF’s medlemmer fra den 1. juli også bliver medlem af Dansk Erhverv, ligesom DRF’s sekretariat integreres i Dansk Erhverv.

”De store vindere ved fusionen er først og fremmest rejsebranchen og vores medlemmer. Når vi på den måde slår kræfterne sammen med Dansk Erhverv, så skaber det for eksempel en langt stærkere politisk gennemslagskraft, bedre og mere rådgivning til medlemmerne og bedre muligheder for at lave slagkraftige analyser til gavn for alle involverede,” siger Lars Thykier, adm. direktør i DRF.

DRF fortsætter med at være en selvstændig forening med selvstændig bestyrelse. DRF har 104 aktive medlemmer, og det er dem, som ved en generalforsamling i april skal bekræfte fusionsaftalen.

Absolut positivt
Fra Dansk Erhvervs side glæder man sig også over fusionen.

”Vi har længe haft et godt og nært samarbejde med DRF. Nu kommer vi så endnu tættere på hinanden, og det er yderst positivt. Sammen får vi en både større og mere markant stemme på turismeområdet. Jeg er desuden overbevist om, at DRF’s medlemmer kommer til at opleve fusionen som noget absolut positivt,” siger Mette Feifer, vicedirektør i Dansk Erhverv.

Kontakt

Sundhed, velfærd & oplevelse

Mette Feifer

Vicedirektør
Medarbejderprofil