Gemt

Dansk Erhverv presser på for manglende udbetalinger fra bookingselskab

28. september 2023

Udlejningsportalen Booking.com har i længere tid haft problemer med at betale deres værter til tiden. Efter Dansk Erhverv gjorde opmærksom på problemerne tidligere på ugen i pressen, har omkring 200 udlejningsværter henvendt sig med sager om deres manglende betalinger.

På vegne af de berørte virksomheder har Dansk Erhverv derfor fremsendt krav om udbetalinger til konkrete værter til Booking.com.

Erhvervsminister Morten Bødskov gik tirsdag også ind i sagen og kaldte det i Politikken ”brutalt, at man bare standser de betalinger, der er aftalt, og som danske hoteller og overnatningssteder har brug for, når de skal drive deres virksomhed.”

Og budskabet fra ministeren var klart. ”Når man som Booking har så stor en markedsdominans, så har man også en helt klar og helt særlig forpligtelse til at opføre sig ordentligt og sikre, at det man skylder bliver betalt til tiden.”

Platforme bør omfattes af forordning
Holdningen fra ministeren ligger i tråd med Dansk Erhvervs, der i årevis har forfægtet det synspunkt, at portaler som Booking.com har en dominerende markedsposition. Med denne følger muligheden for urimeligt høje provisioner, kontraktvilkår til skade for hoteller, forfægtelse af prisklausuler og algoritmer til skade for forbrugere og hoteller.

Derfor mener Dansk Erhverv, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen bør interessere sig mere indgående for bookingportalernes markedsdominans. Samtidig ser vi gerne, at bookingportalerne bliver omfattet af EU's ’Digital Market Act’, så de såkaldte snævre prisklausuler kan ophæves, og så hoteller ikke længere skal følge portalernes krav om prissætning på egne hjemmesider.

Forordningen blev vedtaget sidste år, og Kommissionen har senest her i starten af september udpeget de første seks digitale gatekeepere, som dog endnu ikke inkluderer nogle bookingportaler.

Forordningen skal bl.a. sikre, at platformsmarkederne er konkurrencedygtige, og at gatekeeper-platforme tilbyder fair vilkår til forretningsbrugere. Samtidig forbydes gatekeeper-platforme at bruge brede eller snævre detailparitetsklausuler eller tilsvarende kommercielle foranstaltninger.

Om bookingplatformene vil være omfattet, er endnu ikke afgjort. Derfor presser Dansk Erhverv sammen med europæiske samarbejdspartnere på i Bruxelles. Og bliver en portal som Booking.com ikke omfattet af reglerne, bør man fra dansk side gøre tiltag, der kan begrænse deres dominerende markedsposition.

Booking.com lover bedring
Ovenpå ugens indsats har Booking.com delt det brev med Dansk Erhverv, som de har sendt til erhvervsminister Morten Bødskov. Heraf fremgår, at Booking forventer udbetalinger effektueret denne uge. Til udviklingen siger Lars Ramme Nielsen, Branchedirektør for Turisme, oplevelse og kultur i Dansk Erhverv:

”Vi glade for, at der nu er kommet en konkret dato for, hvornår de berørte hoteller kan forvente at se deres penge, men vi afventer dog stadig at se det effektueret, inden vi kan erklære os tilfredse.

Dansk Erhverv har meddelt de værter, der den seneste tid har kontaktet Dansk Erhverv, at har de ikke modtaget penge mandag, må de gerne henvende sig igen.

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil