Gemt

Dansk Erhverv: God og balanceret aftale om deludmøntning af grøn fond

15. april 2024

Der er i dag indgået en aftale om udmøntning af midler fra det grønne råderum. I alt bliver der prioriteret ca. 5 mia. kr. til en lang række grønne initiativer. Store dele af aftalen møder ros fra Dansk Erhverv, som dog undrer sig over, at initiativerne bl.a. finansieres ved at fjerne midler til havvind og grøn omstilling i virksomheder.

Regeringen og aftalepartierne har mandag med en politisk aftale afsat bevilling til en lang række grønne initiativer, der dækker alt fra metanreducerende foder til håndtering af generationsforureninger. Flere af de konkrete initiativer, møder ros fra Dansk Erhverv. 

”Det er meget positivt, at aftalen har fokus på omstilling af nogle sektorer, hvor det er vanskeligt. Det gælder f.eks. omstilling af vejtransporten og landbruget, men også finansiering af en række vigtige miljøinitiativer. Det er positivt, at der afsættes en halv mia. kr. til havnaturfonden, så der kan ske en massiv udbygning af havvind i de danske farvande samtidig med, at der værnes om havnaturen og biodiversiteten,” siger Ulrich Bang, underdirektør for klima, energi og miljø i Dansk Erhverv. 

Investeringer til ny teknologi i landbruget skal udmøntes teknologineutralt 
Med aftalen afsættes der også lidt over en halv milliard kroner til metanreducerende foder. Det møder opbakning fra Dansk Erhverv, som samtidig påpeger, at pengene skal udmøntes teknologineutralt.  

Inden for den danske biosolutions-sektor, findes der en lang række innovative virksomheder, der laver løsninger inden for bl.a. fodertilsætning iblandet enzymer, probioktika eller lignende, hvormed det er muligt at bruge færre mængder af foder og opnå den samme vækst. Derfor er det afgørende, at de klimateknologiske løsninger ikke er snævert udvalgte på forhånd. 

”Der er ingen tvivl om, at ny teknologi bliver afgørende for at omstille landbrugssektoren. Herhjemme har vi en stor biosolutionssektor, som sidder inde med nøglen til at løse mange af landbrugets udfordringer. I Dansk Erhverv bakker vi op om, at der med aftalen bevilges midler til metanreducerende tiltag. Samtidig vil vi påpege, at det er vigtigt, at pengene afsættes teknologineutralt, så en bestemt fodertype ikke favoriseres. Vi mener, at markedet skal have rammerne til at levere de bedste løsninger. Og det må virkelig ikke blive sådan, at markedet tvinges ind i bestemte løsninger, som nødvendigvis ikke er de mest effektive,” siger Ulrich Bang og forsætter: 

”Det er også glædeligt, at aftalen sikrer finansiering til økologien og Fonden for Plantebaserede Fødevarer. Der er store danske erhvervsmuligheder i at understøtte, at vi er førende inden for klimavenlig fødevareproduktion. Dansk erhvervsliv besidder nøglen til at skabe en grøn fødevareforsyning. Og der er virkelig mulighed for at skabe et enormt erhvervspotentiale, der samtidig kan blive afgørende for klodens klima.” 

Ærgrelse over finansiering fra erhvervspulje og pulje til test af havvindmøller  
Det er dog malurt i bægeret for Dansk Erhverv, at der som del af aftalens finansiering fjernes midler fra energieffektiviseringer af erhvervsvirksomheder og til testvindmøller på havet.

”Vi er noget forundrede over, at der fjernes midler fra havvind og energieffektiviseringer til finansiering af aftalen al den stund, at netop energieffektivisering og havvind fremhæves eksplicit i den oprindelige aftale om den grønne fond fra 2022 som vigtige indsatsområder. Det minder jo om at fodre hunden med sin egen hale,” siger Ulrich Bang. 

Kontakt

Klima, energi og miljø

Ulrich Bang

Vicedirektør
Medarbejderprofil