Gemt

Ny analyse: Virksomheder kæmper fortsat en svær kamp for rekruttering

19. august 2024

Danske virksomheder har stadigt svært ved at besætte deres ledige stillinger, selvom antallet af ledige er steget en anelse. Størst er udfordringerne på Bornholm, Sydjylland og Vestjylland, viser nye tal fra Dansk Erhverv.

Danske virksomheder har over en bred kam svært ved at finde kvalificerede medarbejdere til deres ledige stillinger, fastslår en ny analyse fra Dansk Erhverv.

Antallet af ledige danskere per ledig stilling ligger således stadig på et historisk lavt niveau, selvom presset på arbejdsmarkedet er aftaget en smule på det seneste. Konkret viser analysen, at der i juni 2024 var 51.760 ledige stillinger på Jobnet.dk, mens antallet af fuldtidsledige samme måned var 83.362. Dermed var der 1,6 fuldtidsledige personer per ledig stilling i juni.

Tallet er højere end i 2022, hvor der blot var 1,1 fuldtidsledig per ledig stilling. Udviklingen skyldes, at der i dag er færre ledige stillinger samtidig med, at antallet af ledige personer er steget en anelse siden 2022. I historisk perspektiv er arbejdsmarkedet dog varmt. Eksempelvis var der hele 9,1 fuldtidsledige personer per ledig stilling i juni 2011.

Koster på velfærden
Tallene understreger behovet for, at Christiansborg skærper fokus på at skaffe nødvendige hænder til arbejdsmarkedet, siger Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv.

”Når virksomheder ikke lykkes med at besætte deres ledige stillinger, så betyder det, at de må takke nej til ordrer. Det koster vækst og omsætning over hele landet,” siger Peter Halkjær og fortsætter:  

”Arbejdsstyrken stagnerer de kommende år og derfor er der ikke udsigt til, at det bliver lettere for virksomhederne at rekruttere. Tværtimod,” siger Peter Halkjær.

Han opfordrer derfor Christiansborg til at handle og træffe de nødvendige beslutninger, der kan fremtidssikre dansk vækst og velfærd.

”Der er et stort behov for, at vi fremover får skaffet flere hænder til både virksomheder og velfærd. Blandt andet skal flere unge i uddannelse og arbejde, men der er også behov for, at vi arbejder længere. Samtidig skal vi sikre ordentlige og smidige rammer, så dygtige udenlandske medarbejdere i højere grad kan komme til Danmark og bidrage til dansk vækst og velfærd,” siger Peter Halkjær.

Læs hele analysen her, eller download den nederst på siden ⇓

Få ledige til mange ledige stillinger

pdf

Download

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef
Medarbejderprofil