Gemt

Lars Ramme: Her er tre grunde til, at Årsdagen 2024 for Turisme, oplevelse og kultur bliver en kæmpefest

09. januar 2024

Torsdag den 18. januar byder Dansk Erhverv velkommen til en totalt udsolgt Årsdag 2024 for Turisme, oplevelse og kultur. Det bliver en dag fyldt med interessante oplægsholdere og debatter om, hvordan vi kan udvikle branchen yderligere. Men først og fremmest så bliver det en festdag.

Kommentar af Lars Ramme, branchedirektør i Dansk Erhverv

Knap er der ryddet op efter nytårsaften, før vi er klar med en nye kæmpefest.

Torsdag d. 18. januar slår Dansk Erhverv nemlig dørene op til Årsdagen for Turisme-, oplevelse- og kulturbranchen.

Sidste år var en bragende succes, men jeg er sikker på, at i år bliver endnu bedre. Det skyldes særligt tre ting.

Unikt netværk

Billetterne er revet væk som kolde fadøl på en festival, og Årsdagen er totalt udsolgt med venteliste så langt øjet rækker. Det er fantastisk, for det er med til at skabe et branchenetværk, som ikke findes bedre. Hvad enten du vil udveksle ideer med en mulig samarbejdspartner over en kop kaffe, udveksle erfaringer med en tidligere kollega over frokosten eller drille konkurrenten over et glas bobler, så får du muligheden, når vi samler branchefolk i en fyldt Børssal.

Et stærkt program

Udover netværket kan du også se frem til at opleve nogle fantastiske talere, for vi har i mine øjne stablet et virkelig godt program på benene. Eller som vi siger hjemme i Nordjylland: “Det er udmærket.”

Årets hovedtaler er Imran Hussain fra det eksklusive hotelkoncept Chateau Denmark i Soho, London. På PULS studieturen til London i 2022 besøgte vi Imran, og jeg kan godt love, at Chateau Denmark præsenterer noget, vi ikke har set i Danmark før.

Fra London skal vi en tur til Vejrø og Blåvand, men det bliver det bestemt ikke mindre interessant af. Du kan nemlig godt glæde dig til, at Steen Slaikjær, ejer af Hvidbjerg Strand Feriepark, og Kim Fournais adm. direktør i Saxobank og ejer af Vejrø, giver er unikt indblik i investeringer i turismen uden for de store byer.

Du kan også glæde dig til at få en status på hospitalitybranchen, når topcheferne Christian Folden Lund (Bellagroup), Dorte Krak (Arp-Hansen Hotel Group), Jesper Olesen (Clarion Hotel Copenhagen Airport & Comfort Hotel Copenhagen Airport), Peter Schelde (Comwell Hotels) og Søren Faerber (Scandic Hotels Danmark) indtager scenen til en garanteret livlig debat.

Og så har jeg ikke engang nævnt, at vi også får besøg af en af Danmarks bedst kommunikerende økonomer, overvismand Carl-Johan Dalgaard, erhvervsminister Morten Bødskov og en masse andre spændende oplægsholdere.

God mad og bobler

Ingen fest uden god mad og drikke, og Årsdagen er selvfølgelig ingen undtagelse. Igennem hele dagen er der god forplejning, og så slutter vi med lækre serveringer og bobler. Festen starter på Børsen, men hvad du herefter skal, er helt op til dig. Jeg har dog fra pålidelige kilder, at du har rig mulighed for at både støtte branchen og få en sjov aften, hvis du bevæger dig videre ud i København.

Vi ses!

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil