Gemt

Kommentar: Lønvæksten på DA-området ligger fast på 5,0 pct.

27. maj 2024

Netop offentliggjorte tal fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at den årlige lønstigningstakt lå på 5,0 pct. i 1. kvartal 2024. Det er en tangering af lønvæksten fra 4. kvartal 2023, hvilket i praksis betyder, at lønvæksten i øjeblikket befinder sig på det højeste niveau siden 1999.

Tager man et kig i de historiske statistikker, så skal vi helt tilbage til 1988 for finde en højere lønvækst på DA-området, der ligger på et højere niveau end det vi ser i øjeblikket. Det er naturligvis meget bemærkelsesværdigt og viser med al tydelighed, at inflationskrisen og den store mangel på arbejdskraft har givet et solidt løft til lønvæksten herhjemme.

Ifølge vores beregninger er priserne kun steget med ca. 0,75pct. over det seneste år. Dermed er danskernes realløn altså steget særdeles flot over det seneste år. Som tingene ser ud nu, så vil reallønstabet fra inflationskrisen allerede blive indhentet hen over sommeren 2024. Det er naturligvis under forudsætning af, at inflationen ikke begynder at stige overraskende meget hen over vinteren og foråret.

Den solide genopretning af danskernes realløn understøtter privatforbruget og dermed væksten i dansk økonomi. Den robuste udvikling i danskernes privatøkonomi er helt afgørende for, at dansk økonomi styrer uden om en egentlig lavkonjunktur i år. Når det er sagt, så skal udviklingen på arbejdsmarkedet følges tæt.

Der er fortsat en risiko for, at der bliver udløst en mere blivende pris- og lønspiral, der kan udløse en mere abrupt vending i dansk økonomi. Det er ikke vores forventning, men vi må også sande at risikoen er tiltaget over de seneste måneder.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil