;
Gemt

Dansk Erhverv: Ny klimafremskrivning understreger, at der skal gøres mere for at fremme grøn strøm

30. april 2025

Dansk Erhverv hilser regeringens klimafremskrivning 2025 velkommen. Årets klimafremskrivning giver grund til bekymring, når det kommer til udsigterne for udbygning af grøn strøm i Danmark. Danmark forventes ikke længere at blive selvforsynende med grøn strøm, og det understreger behovet for handling.

Dansk Erhverv er bekymret over resultaterne i årets Klimastatus og - fremskrivning, der viser, at Danmark gennem hele fremskrivningsperioden vil være nettoimportør af strøm. 

Det betyder, at Danmark producerer mindre strøm, end der forbruges i Danmark. 

”Danmark har gode forudsætninger for at blive storproducent af grøn strøm. Strøm, der er helt nødvendig for at sikre europæisk energiuafhængighed, lavere energipriser og en forbedret konkurrenceevne. Derfor bør det være et ”wake up call” for alle, at klimafremskrivningen nu viser, at Danmark ikke ser ud til at blive nettoeksportør af strøm inden for en overskuelig årrække. Resultatet understreger, at de mange politiske skåltaler om Danmark som storproducent af grøn energi falder til jorden, hvis de ikke følges op af konkret handling. Blandt andet er vi langt fra at opfylde Folketingets ambition om en firedobling af den vedvarende energi på land,” siger Ulrich Bang, vicedirektør for klima, energi, miljø og bygger i Dansk Erhverv. 

Elektrificering og energioptimering af vores samfund er nødvendigt, men politiske initiativer mangler, mener Ulrich Bang. 

“Elektrificering og energioptimering af vores samfund er nødvendigt for at forbedre konkurrenceevnen og øge energisikkerheden i en verden, der fremstår stadig mere usikker og fragmenteret. Erstatning af gas med grøn strøm er ikke kun klimapolitik. Det er sikkerhedspolitik. Derfor skal det også gøre lettere at opstille vedvarende energi med lokal opbakning. Vi skal ikke drukne den grønne omstilling i overkomplekse godkendelses- og miljøprocedure. Det går ikke med de klima- og sikkerhedspolitiske udfordringer, vi står overfor,” siger vicedirektør Ulrich Bang fra Dansk Erhverv.

Behov for at udfase gassen fra opvarmning  
Klimafremskrivningen viser også, at det ikke længere forventes, at Danmark vil have 100 pct. grøn gas i gasnettet inden 2030. Ifølge Dansk Erhverv sætter det to streger under, at der er behov for at udfase gassen fra opvarmningen hurtigst muligt.  

”Klimafremskrivningen forventer nu en markant lavere produktion af biogas i Danmark. Det er ulykkeligt, da biogas kan eksporteres og erstatte russisk gas i Tyskland eller andre lande. Men der hersker ingen tvivl om, at det haster med at få udfaset gasfyrene fra de danske hjem, så vi kan få brugt den knappe og værdifulde biogasressource til de processer, som vi ikke kan elektrificere eller omstille på andre måder. Det er sikkerhedspolitisk helt på månen at bruge biogas til opvarmningen af de danske stuer, når der er gode alternativer som fjernvarme og varmepumper. Biogassen skal bruges til de processer, som ikke kan elektrificeres eller eksporteres, så den erstatter russisk gas andre steder,” siger Ulrich Bang.

Et lyspunkt i årets klimafremskrivning er omstillingen af transportsektoren. Bl.a. betyder salget af elbiler, at der sker et stort fald i udledningerne fra persontransporten.  

”Den hurtige udbredelse af elbiler i Danmark de seneste par år er en grøn solstrålehistorie. Med klimafremskrivningen forventes det nu, at ni ud af ti solgte biler i 2030 er elbiler. Politikerne fortjener stor ros for at have sikret gode, stabile rammevilkår, der har gjort elbilen til det attraktive valg for danskerne. Derfor er det også vigtigt, at der bygges oven på de rammevilkår i de kommende forhandlinger om afgiftsstrukturen for elbiler. Blandt andet skal det sikres, at grønne forbrugere, der har valgt at have både elbil og solceller på taget, naturligvis også kan få afgiftsrefusion for el brugt til opladning,” siger Ulrich Bang. 

Kontakt

Klima, Energi, Miljø & Byggeri

Ulrich Bang

Vicedirektør
Medarbejderprofil