;
Gemt

Nye modeller for havvindsudbygning skal i spil, hvis hele Danmarks havvindspotentiale skal indfries

28. april 2025

Dansk Erhverv hilser offentliggørelsen af havvindsanalysen om fremtidens vedvarende energi på havet velkommen. Analysen understreger Danmarks store havvindspotentiale. Dansk Erhverv påpeger, at det er vigtigt, at en ny markedsbaseret model for udbygningen kommer i spil, hvis potentialet skal realiseres, og opfordrer til igen at åbne op for kystnære projekter.  

Dansk Erhverv er positiv over resultaterne i Energistyrelsens analyse om langsigtet havvindsudbygning og påpeger, at de giver grundlag for en politisk rammesætning om fremtidens udbygning af vedvarende energi i Danmark. 

”Der er behov for gennemtænkte og robuste rammevilkår, hvis Danmark skal komme i mål med en massiv udbygning af vedvarende energi på det danske havareal. Den offentliggjorte analyse danner et godt udgangspunkt for drøftelser om, hvordan det danske potentiale for vedvarende energi på havet kan høstes. Det er positivt, at regeringen ikke blot har undersøgt udgaver af den kendte udbudsmodel, men også har set på mere markedsbaserede modeller,” siger Ulrich Bang, vicedirektør for klima, energi, miljø og bygger i Dansk Erhverv og forsætter:

”Det er afgørende at Danmarks potentiale udnyttes. Det gælder naturligvis også kystnære projekter, som er langt billigere og kan etableres hurtigere. Derfor opfordrer Dansk Erhverv til, at der etableres en aktørdreven model, som i parløb med statslige udbud kan give en hurtigere udbygning. F.eks. kunne der etableres en aktørbaseret model for kystnære projekter, hvor der på privat initiativ kan igangsættes havvindsprojekter, hvis der er lokal opbakning til det. Sideløbende kan staten afholde centrale udbud for vedvarende energiprojekter længere ude i de danske farvande. Det er projekter, som forventeligt også vil have behov for mere statslig koordinering, da der vil skulle etableres netforbindelse til nabolande mm.”

Dansk Erhverv roser, at analysen beskæftiger sig med modeller, der er baseret på direkte nettilslutning til vores nabolande. Det er nødvendigt, hvis Danmarks fulde havvindspotentiale skal indfries.

I Dansk Erhverv er vi meget positive over, at der ses på en model, der er baseret på direkte nettilslutning af danske VE-projekter til nabolande. Dermed kan vores europæiske naboer få dansk grøn energi samtidig med, at nyttiggørelsen af den danske havbund giver indtægter til Danmark”

siger Ulrich Bang.

På kort sigt er det vigtigt, at der kommer klarhed over justering af rammerne for genudbuddet af den havvind, der blev udbudt sidste år. Men analysen lægger grobunden for de langsigtede rammer, der skal komme efter de kommende udbud og sætte retningen for udbygningen fremadrettet.

”Det er klart, at de kommende genudbud nu skal afklares politisk, men der skal samtidig ses på, hvad vi gør efter dem. Modellen for genudbud skal næppe være den model, der skal anvendes på sigt. Der skal igen skabes langsigtet stabilitet og gennemsigtighed for opstillerne for at fastholde Danmark som et attraktivt land for investeringer”, siger Ulrich Bang og forsætter:

”Når der skal udvikles konkrete modeller for udbygningen på havet, vil vi i Dansk Erhverv kraftigt opfordre til, at man tager de helhedsorienterede briller på. Det nytter ikke længere med silotænkning – vedvarende energi på land og accelerationen af grøn dansk infrastruktur skal tænkes sammen med udbygning på havet. Det er vigtigt ikke at miste overblikket i et snævert fokus på statslig dikterede rammer for havvind. Derfor er det også godt, at analysen indeholder modeller, der rummer teknologineutralitet og giver mulighed for, at de private aktører i højere grad selv kan definere projektudformningen. Vi glæder os til at følge processen og bidrage med input til arbejdet med at formulere konkrete modeller,” siger Ulrich Bang. 

Kontakt

Klima, Energi, Miljø & Byggeri

Ulrich Bang

Vicedirektør
Medarbejderprofil