;
Gemt

Sælger du fødevarer online? Fødevarestyrelsen strammer kontrollen med mærkning

05. august 2025

Fra september til december 2025 gennemfører Fødevarestyrelsen en kontrolkampagne med fokus på korrekt mærkning og markedsføring af fødevarer ved salg på hjemmesider til den endelige forbruger.

Fjernsalg kræver korrekt mærkning
Når forbrugerne køber færdigpakkede fødevarer online, skal de have de samme obligatoriske mærkningsoplysninger, som ved køb i fysiske butikker – dog med undtagelse af holdbarhedsdato og eventuel nedfrysningsdato, som først skal være tilgængelige ved levering.

Mangelfuld eller ukorrekt mærkning online, fx manglende ingredienslister, forkert varebetegnelse eller manglende dansk mærkning, kan føre til, at forbrugeren får en anden vare end forventet.

Kampagnens formål
Da der er tale om kontrol af online salg af fødevarer, vil udgangspunktet være, at der foretages en administrativ kontrol på Fødevarestyrelsens kontor, men visse kontroller kan undtagelsesvist ske fysisk. Fødevarestyrelsen vil i kampagnen kontrollere og vejlede om:

  • Krav til obligatoriske mærkningsoplysninger ved fjernsalg af færdigpakkede fødevarer.

  • Mærkningens læsbarhed, synlighed og sprog.

  • De obligatoriske fødevareinformationer som nævnt i artikel 9 i fødevareinformationsforordningen – herunder ingrediensliste, nettoindhold, holdbarhed m.m.

Kampagnen gennemføres med udgangspunkt i Fødevareinformationsforordningen (forordning 1169/2011) og Mærkningsbekendtgørelsen (BEK nr. 1355 af 27/11 2015).

Målgruppe
Kampagnen omfatter virksomheder, der markedsfører fødevarer direkte til den endelige forbruger online. Det inkluderer bl.a.:

·       Hovedkontorer i kæder.

·       Engrosvirksomheder med produktion af færdigpakkede fødevarer.

·       Engrosvirksomheder (lagre og kontorvirksomheder) med import fra tredjelande.

·       Engrosvirksomheder (lagre og kontorvirksomheder) med samhandel af fødevarer.

·       Importører i detailleddet med mærkningsansvar.

·       Detailvirksomheder med produktion af færdigpakkede fødevarer.

·       Detailvirksomheder f.eks. kiosker og grønthandlere som påsætter mærkning.

·       Dagligvareafdelinger i supermarkeder som er udpeget centralt.

Læs mere om kampagnen og de gældende regler på Fødevarestyrelsens hjemmeside: September- december: Markedsføring på hjemmeside til den endelige forbruger. Korrekt mærkning med obligatoriske mærkningsoplysninger. - Fødevarestyrelsen

Kontakt

Handel

Saoirse McKeever Andersen

Fagchef for fødevarer
Handel

Krestine Greve

Chefkonsulent