;
Gemt

Nye tal: 4 ud af 10 forbrugere anvender AI-værktøjer, når de handler online

14. august 2025

Danskernes AI-vaner stiller nye krav til, hvordan netbutikkerne gør sig synlige. Det forklarer to eksperter, som samtidig advarer om, at et øget AI-fokus ikke må ske på bekostning af SEO-arbejdet. Se, hvordan du gør dig attraktiv for AI-modellerne her.

Ai-forbruger

Har du også brugt sommeren på at spørge ChatGPT, hvor du kan købe sorte badebukser eller hvem der hurtigst kan levere en god børnepool til haven?

Så er du ikke alene.

Nye tal fra Dansk Erhvervs E-handelsanalyse viser, at 4 ud af 10 forbrugere anvender et AI-værktøj som eksempelvis ChatGPT, når de handler online. 

For de yngre forbrugere (18-39 år) er det mere end halvdelen, som har brugt AI.

forbug-AI

Forbrugerne anvender i høj grad AI til at finde viden og pris om produkterne, men de bruger eksempelvis også AI til at se andres erfaringer og prioritere produkter.  

Hvad betyder det for netbutikkerne?
Ifølge Henning Madsen, som er SEO-ekspert og adm. direktør i marketingbureauet InboundCPH, betyder den nye søgeadfærd, at netbutikkernes hjemmeside ikke længere kun skal være optimeret til Google – den skal også kunne forstås af AI.

”Det gælder om at præsentere dine oplysninger på en struktureret, tydelig og troværdig måde, så AI-systemerne tør bruge dem, når de svarer dine kunder.”

Nederst i artiklen får du Henning Madsens bedste råd til, hvordan du gør dig attraktiv for AI-modellerne.

Det betyder dog ikke, at du skal droppe dit klassiske SEO-arbejde, pointerer han:

”Vejen frem er en kombination af traditionel SEO og GEO – Generative Engine Optimization – hvis du vil ramme kunderne, uanset hvordan de søger.”

Det kan du blive klogere på i dette webinar

SEO er stadig vigtigt
Den vurdering er Lars Skjolby, partner i bureauet Become, enig i. Han henviser til en nylig test fra Backlinko, som viser, at ChatGPT bruger Google til at finde sine informationer.

”Testen viste, at helt almindelig god gammeldags onpage SEO gjorde, at de blev fundet i ChatGPT samt refereret til som kilde.”

Ifølge Lars Skjolby er det vigtigt at forstå, hvor i kunderejsen forbrugerne benytter ChatGPT og tilsvarende AI’ere. Bruges AI’erne til at skaffe informationer om konkrete produkter, eller til at finde konkrete webshops?

Når han kigger på data, er det stadig minimal trafik fra eksempelvis ChatGPT, som også fører til omsætning, hvilket kunne tyde på, at måden forbrugerne benytter AI er til at finde det rigtige produkt – det bekræfter E-handelsanalysen. Herefter bruger forbrugerne Google til at finde ud af, hvor de kan købe produktet:

”Det betyder, at du stadig skal have et godt informativt website. Rent teknisk skal det kunne forstås af maskinerne, og så skal du sørge for, at dine kunder kan lide dig og vil vise det via anmeldelser og anmeldelsesplatforme."

Flere vil bruge AI
I Dansk Erhvervs analyse svarer cirka 6 ud af 10 forbrugere, at de vil bruge AI i forbindelse med e-handel i fremtiden. Den vækst overrasker ikke Henning Madsen.

Ai-forventninger

Årsagen er, at kendskabet til AI-modellerne stadig vokser, og at brugerne er tilfredse med de svar, de får. I analysen vurderer 4 ud af 10, at svaret ifm. seneste køb var meget relevant. Kun 6 pct. oplevede ikke, at de fik et relevant svar.

En anden grund er, at Google er i gang med at rulle deres egen AI Mode ud (allerede implementeret i UK). Det betyder, at i stedet for at vise en liste over links (som i den klassiske Google-søgning), genererer AI'en et direkte svar øverst i søgeresultatet – ofte med opsummeringer, forklaringer og anbefalinger.

”Det vil ændre forbrugernes søgeadfærd markant.

Tre råd fra Henning Madsen, der gør dig synlig og attraktiv for AI-modellerne

 

  1. Skriv grundigt og helhedsorienteret indhold.
    På informative søgninger ser vi, at AI-modeller belønner det, vi kalder 360 graders indhold – altså indhold, der dækker emnet fra flere vinkler, fremfor smallere, mere fokuserede tekster.
  2. Tænk teknisk: AI eksekverer ikke JavaScript.
    AI-modeller bruger stadig ældre crawling-teknologi og eksekverer ikke JavaScript. Det betyder, at hvis dit indhold først vises via JavaScript, eller at du skal klikke på noget for at ”teksten folder sig ud”, så ser AI’en i princippet bare en blank side – og det gør det meget svært at blive anbefalet.
  3. Brug robots.txt aktivt.
    I modsætning til Google, som forsøger at indeksere hele dit site, er AI-modeller mere selektive og scanner kun dele af dit indhold. Derfor er det afgørende at hjælpe dem til det rigtige – fx ved at bruge din robots.txt-fil strategisk til at prioritere de vigtigste sider.

 

Log ind og hent hele E-handelsanalysen for juni 2025

 

 

 

Kontakt

Digital Handel

Sune Skytte

Chefkonsulent
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent