Sommerferien i Danmark er slet ikke slut - nu strømmer turisterne hertil
Skoleklokkerne har ringet ind og langt de fleste danskere er tilbage på job. Men for mange tyskere er ferien først lige startet, og flere end sidste år har kursen mod Danmark.

Tyske turister har øget deres bookinger af danske feriehuse i august med mere end 6.000 hus-uger, en stigning på hele 7,5 pct. sammenlignet med august sidste år, det viser foreløbige tal fra Danmarks Statistik. Det er Region Midtjylland, der oplever størst vækst i tyske bookinger for august i år. Sammen med Region Syddanmark er det her at de fleste tyske gæster tager hen i august. Zoomer man lidt længere ind, så er det kommunerne langs vestkysten, der har suverænt flest tyske feriehusovernatninger. Top tre er Ringkøbing-Skjern, Varde og Tønder.
Tyske bookinger af danske feriehuse i august (pr. ultimo maj samme år, antal hus-uger)
2024 | 2025 | Udvikling | Udvikling | |
Hele landet | 80.963 | 87.007 | 6.044 | 7,5% |
Region Hovedstaden | 5.257 | 5.615 | 358 | 6,8% |
Region Sjælland | 5.831 | 6.526 | 695 | 11,9% |
Region Syddanmark | 28.346 | 29.266 | 920 | 3,2% |
Region Midtjylland | 26.606 | 29.822 | 3.216 | 12,1% |
Region Nordjylland | 14.923 | 15.778 | 855 | 5,7% |
Kilde: Danmarks Statistik
Der er pt. usikkerhed på den kommunale fordeling, men tal for regioner er korrekte. Bemærk at det er bookingstatus pr. ultimo maj i år, hvorfor tal skal betragtes som foreløbige. Tallene er fra Danmarks Statistik, og det er de nyeste, de har udgivet. Antallet af tyske bookinger kan sagtens ende med at blive højere, da mange også booker tæt på afrejse. Se flere tal via dette link.
Udviklingen er der en ganske naturlig forklaring på ifølge Dansk Erhverv.
"Med en tysk befolkning på hele 80 mio. mennesker, så er der behov for forskudte ferier, og i år er det de nordlige delstater, der bliver sendt på sommerferie i august og sågar helt ind i september. Det er netop de delstater, der elsker at tage på ferie i Danmark og hvor vi får mange gæster fra," forklarer Lars Ramme Nielsen, branchedirektør i Dansk Erhverv.
En optimal fordeling af sommergæsterne
Den tyske feriekalender spiller dermed perfekt sammen med dansk turisme i år. Når den danske skoleferie slutter er der god plads til tyskerne på overnatningsstederne, og det giver en naturlig fordeling af gæsterne hen over sommeren og god kapacitetsudnyttelse for danske udlejere og destinationer.
"Det er altafgørende, at den danske skoleferie fortsat ligger i juli, så vi sikrer plads til både danske og udenlandske gæster og får maksimalt udbytte af højsæsonen," siger Lars Ramme Nielsen.
Tyskerne er ikke de eneste europæerne, der i dansk sammenhæng holder sen sommerferie. Også i Italien, Frankrig og Spanien er august en populær feriemåned.
Turistskat vil ramme danskerne
Danskernes præference for at holde sommerferie i juli bør mane til eftertanke i de forslag om turismeskatter, der har kørt i medierne over sommeren, påpeger Lars Ramme Nielsen.
”Alle de mange gæster i sommerlandet, som i flæng kaldes turister, har som oftest et dansk pas. Danskerne fylder suverænt mest i sommerlandet, og en turistskat vil derfor især ramme dem."
I august 2024 foretog danskerne 3,7 mio. overnatninger på de danske overnatningssteder, som hoteller, lejede feriehuse, campingpladser mv. Til sammenligning foretog de udenlandske gæster 6,7 mio. overnatninger.
Sommer i Danmark: Turisternes overnatninger i 2024
Kilde: Danmarks Statistik

Nyt strandresort åbner i Køge: Kan blive vækstmotor for lokale virksomheder
For Rox Resort, der åbner den 1. november 2025, er ambitionen at aktivere en masse virksomheder fra lokalområdet. For resortet ser et stort potentiale i at høste værdi gennem lokale samarbejdspartnere, lyder det fra adm. direktør Carl Hegestad.

Nyhed
Dansk Erhverv: Vild vækst i Airbnb kalder på ordnede forhold
Københavnerne lejer i stor stil deres bolig ud, når de selv holder ferie, viser nye tal fra Eurostat. Væksten er så voldsom, at Dansk Erhverv efterlyser politisk handling, der kan sikre, at privat korttids-udlejning sker indenfor lovens rammer.

Nyhed
Hoteller i København rider på en sommerbølge af events og internationale gæster
Københavns hoteller har haft en travl sommer. Ifølge de nyeste nøgletal har juli været rigtig god for hovedstadens turisme.
Kontakt

Turisme, Kultur & Oplevelse
Lars Ramme Nielsen
Branchedirektør