;
Gemt

Stort fokus på at løse priser på emballage: Nu er sagen bragt op i toppen af regeringen

16. august 2025

Det udvidede producentansvar for emballage vil medføre enorme prisstigninger. Derfor har Dansk Erhverv, medlemsvirksomheder og andre aktører arbejdet intenst for at løse udfordringen. Nu er sagen bragt op i toppen af regeringen.  

tomater-producentansvar-900.jpg

Den måde, det udvidede producentansvar for emballage er blevet implementeret på, vil medføre enorme prisstigninger.  

Siden det kom frem, har Dansk Erhverv sammen med medlemsvirksomheder og andre aktører arbejdet intenst for, at virksomheder ikke rammes af voldsomme, uholdbare og uigennemskuelige prisstigninger på håndtering af emballage.  

En markant indsats, der har bragt sagen op i toppen af regeringen. 

Det har været vidt og bredt omtalt i medierne hen over sommeren, hvordan nye udvidede EU-krav til virksomheder, der anvender emballage, kunne medføre kæmpe prisstigninger på at håndtere emballage som pap, plast og glas.  

Dansk Erhverv har således både i TV2 News, DR, Berlingske, Avisen Danmark og andre medier kommet med stærke appeller til meget hurtigt at få ændret implementeringen af den helt uholdbare model, som så dagens lys i juni måned. Dansk Erhverv har også direkte over for relevante beslutningstagere kraftigt gjort opmærksom på det akutte behov for at finde en fornuftig løsning. 

Det arbejde ser ud til at have båret frugt. Dels har miljøminister Magnus Heunicke indkaldt til møde snarest muligt, og der er dialog med embedsværket og andre aktører. Meldingen fra beslutningstagersiden er, at man tager sagen meget alvorligt. Og ud fra de forlydender der kommer fra Christiansborg, er det Dansk Erhvervs klare forventning, at der arbejdes seriøst med problemstillingen fra politisk hånd. 

De ønsker til forbedringer af producentansvaret, som Dansk Erhverv meldte ud inden sommerferien, indgår således i de igangværende drøftelser, der finder sted både på allerhøjeste politiske niveau samt med embedsværket. Selvom de meldinger, der kommer fra beslutningstagersiden, giver grund til optimisme, så fortsætter Dansk Erhverv den vedholdende indsats for hurtigt at finde en tilfredsstillende løsning.

Kontakt

Miljø

Andreas Hastrup Clemmensen

Fagchef for Cirkulære materialer, produkter og emballager
Medarbejderprofil
Klima, Energi, Miljø & Byggeri

Ulrich Bang

Vicedirektør
Medarbejderprofil