Dansk Erhverv ser positivt på klimamål for 2035, som rammer de rigtige balancer
Nyt klimamål for 2035 fastholder Danmark i global front og rammer rigtig balance mellem ambitiøs klimahandling og fokus på konkurrenceevne. Samtidig finder Dansk Erhverv det ærgerligt, at det ikke er lykkedes at lande en bred politisk aftale om målet.
Danmark har i dag fået et ny klimamål for 2035 på 82 pct. Dansk Erhverv vurderer, at målet rammer den rigtige balance mellem ambitiøs klimahandling og hensyn til erhvervslivets konkurrenceevne.
”Et klimamål på 82 pct. i 2035 sender et klart signal om, at man ønsker at forene høje klimaambitioner med hensynet til erhvervslivets konkurrenceevne. Det er netop den type ambitiøs og balanceret klimapolitik, der skaber opbakning, investeringsvilje og reelle reduktioner, og som understøtter, at den grønne omstilling bliver en styrkeposition for dansk erhvervsliv,” siger Ulrich Bang, vicedirektør for klima, energi, miljø og byggeri i Dansk Erhverv.
Dansk Erhverv roser målet som ambitiøst og som et klart signal om, at Danmark fortsat vil ligge helt i front internationalt, når det gælder klimahandling.
”Et klimamål på 82 pct. i 2035 er ambitiøst og et klart vidnesbyrd om, at Danmark fortsat vil ligge helt i front internationalt, når det gælder klimaambitioner. I en tid, hvor mange lande sænker ambitionerne eller udskyder svære beslutninger, ønsker Danmark igen at gå forrest og vise, at høj klimamålsætning kan gå hånd i hånd med et stærkt erhvervsliv,” siger Ulrich Bang.
Dansk Erhverv peger dog på, at det er en svaghed, at det nye klimamål ikke hviler på en bred politisk aftale. Klima- og energipolitik er langsigtet af natur og kræver stabile og forudsigelige rammer for virksomheder, der skal træffe store investeringsbeslutninger mange år frem i tiden.
”Det er ærgerligt, at man ikke har kunnet samle et bredt politisk flertal om klimamålet. Klimapolitikken rækker langt ud over en valgperiode, og derfor er brede aftaler som udgangspunkt afgørende for at sikre stabilitet, troværdighed og investeringssikkerhed for erhvervslivet,” siger Ulrich Bang.
Dansk Erhverv understreger endelig, at et ambitiøst klimamål kun kan indfries, hvis det følges op af en sammenhængende energi- og erhvervspolitik med fokus på massiv elektrificering, hurtigere udbygning af energiinfrastruktur, lave elpriser og styrket energisikkerhed.
”Hvis 2035-målet skal blive en succes, skal det følges op af konkret handling med elektrificering, som det bærende element i dansk klima- og energipolitik. Et effektivt energiforbrug baseret på billig grøn strøm i store mængder er nøglen til både klimahandling, konkurrenceevne og energiuafhængighed. Det vil gøre Danmark både sikrere, stærkere og mere velstående,” siger Ulrich Bang.
Kurser og events
Grand Launch of Biosolutions Forum +
-
Medlemmer0 kr.
-
Ikke-medlemmer0 kr.
Kontakt