Spring til indhold

Nyt fransk miljøscore-system for tekstilprodukter: Det skal du vide

17. december 2025

Frankrig har indført et nyt miljømærkningssystem for tøj og fodtøj, der gør produkters samlede miljøaftryk synligt for forbrugerne. Ordningen er frivillig fra 2025, men indebærer betydelige omdømme- og datakrav for virksomheder. Samtidig peger den frem mod strengere og mere harmoniserede EU-krav til miljøinformation i modebranchen.

Ekspedient i tøjbutik
De nye regler i Frankrig stiller flere krav til virksomhederne.

Frankrig har taget et markant skridt i reguleringen af mode- og tekstilsektoren. Et nyt miljømærkningssystem for tøj og fodtøj er nu officielt trådt i kraft. Systemet, som udspringer af den franske Climate and Resilience Act, skal synliggøre produkters miljøaftryk gennem hele deres livscyklus. For danske og andre europæiske virksomheder rejser dette både strategiske og praktiske spørgsmål om data, dokumentation og fremtidige markedsforventninger.

Et nyt værktøj til forbrugeroplysning 
Det franske system, kendt som French Ecolabelling, bruger en numerisk score til at angive et produkts miljøpåvirkning. Scoren har ingen øvre grænse: jo højere tal, desto større miljøbelastning.

Fra 1. oktober 2025 er ordningen frivillig for brands – både i fysiske butikker og online.  

Fra den dato, får tredjepart – f.eks. NGO’er, detailkæder eller konsulenter – ret til at beregne og offentliggøre miljøscorer for produkter, hvis virksomhederne ikke gør det selv. Dette øger virksomheders omdømmerisiko betydeligt, hvis de vælger ikke at deltage frivilligt.

Sådan beregnes scoren 
Beregningen bygger primært på EU’s Product Environmental Footprint (PEF)-metode, men Frankrig har tilføjet egne kriterier for at dække forhold, der ikke indgår i den nuværende EU-metodik. Disse tilføjelser omfatter bl.a.:

  • vurdering af mikroplastudledninger
  • bonus-/malus-justeringer baseret på miljømæssige eller designmæssige egenskaber
  • inddragelse af såkaldt funktionel levetid (forventet brugstid, redesign-potentiale)
  • særlige hensyn til fast fashion
  • eksport af udtjente tekstilprodukter uden for Europa – en faktor, der eksplicit øger scoren (dvs. angiver større miljøbelastning)

Fysisk holdbarhed – hvor godt et produkt modstår slid – er endnu ikke inkluderet, men kan blive tilføjet i kommende delegerede retsakter.

Alle beregninger skal bruge den officielle ADEME-database, og virksomheder kan anvende det gratis værktøj Ecobalyse til at beregne deres scorer.

Hvis virksomheder oplever vanskeligheder med at få adgang til eller forstå Ecobalyse-portalen i forbindelse med at uploade deres miljøscore, kan de udpege en ekstern platform (f.eks. Carbonfact, Fairly Made eller Clear Fashion) som bemyndiget tredjepart. Dette gør det muligt for platformen at indsende miljøscoren på virksomhedens vegne og kan forenkle processen. 

Hvilke miljøparametre vurderes? 
Miljøscoren fastlægges ud fra flere påvirkningskategorier gennem hele produktets livscyklus, herunder: 

  • ressourceforbrug som vand, energi og landbrugsressourcer
  • transportrelaterede emissioner
  • udledning af mikrofibre i brugsfasen
  • muligheder for reparation og genanvendelse
  • forventet levetid og funktionel holdbarhed

Dette kræver mere omfattende dataindsamling fra virksomhederne.

Koblingen til EU-regler: PEFCR Apparel & Footwear 
Den franske model bygger på de sektorspecifikke regler PEFCR Apparel & Footwear, som Europa-Kommissionen godkendte den 15. maj 2025. PEFCR fastlægger harmoniserede tekniske krav til beregning af miljøpåvirkninger og er udviklet over fem år med input fra industri, NGO’er, nationale myndigheder og Kommissionen.

Mens PEFCR-metoden indtil videre primært er tiltænkt B2B-rapportering, har Frankrig valgt at bruge den som grundlag for forbrugerrettet miljøinformation.

Den overordnede PEF-metode forventes revideret ved udgangen af 2025, men tidsplanen er ikke bindende, og den formelle vedtagelse kan blive skubbet ind i 2026. Dette vil sandsynligvis føre til opdateringer af PEFCR for tekstil og fodtøj i de kommende år, hvilket på sigt kan påvirke fundamentet for den franske miljømærkning. 
 
Hvad betyder dette for tekstilvirksomheder? 
Selvom ordningen begynder som frivillig, kan virksomheder potentielt opleve: 

  • stigende krav om dokumentation fra detailkæder og onlineplatforme
  • behov for mere detaljeret værdikædeanalyse
  • krav om data om mikroplast, holdbarhed og genanvendelighed

Derudover bliver den franske miljøscore obligatorisk fra oktober 2026, hvis en virksomhed kommunikerer enhver anden miljøscore – f.eks. et tal for CO₂-aftryk. Det betyder, at virksomheder ikke kan kommunikere selektive miljøindikatorer uden samtidig at offentliggøre den fulde miljøscore

Læs også

Nyhed

Få overblikket: EU har vedtaget nye regler om producentansvar for tekstiler

EU har vedtaget nye regler om producentansvar for tekstiler, der skal styrke indsamling, sortering og genanvendelse. Producenter, importører og onlineforhandlere skal registrere sig og bidrage økonomisk til ordningen, som i Danmark forventes at træde i kraft i 2027

Nyhed

Udvidet producentansvar for tekstiler – hvad skal du vide?

Inden 2028 træder nye EU-krav om udvidet producentansvar for tekstiler i kraft. Virksomheder får forpligtelser som registrering, miljøbidrag og dataaflevering, mens onlineplatforme gøres medansvarlige. Læs med og få overblikket over tidshorisont, definitioner og forberedelsestrin

Kontakt

Handel

Marie Josephine Mustelin

Fagchef for grøn omstilling i tekstilbranchen