;
Gemt

Ny kendelse: Afslag på oprettelse af basal erhvervskonto i et pengeinstitut var ulovlig

12. juni 2025

Ankenævnet for basal erhvervskonto har truffet sin første afgørelse vedrørende afslag på oprettelse af basal erhvervskonto. Afgørelsen gav kontohaver ret til af få oprettet en basal erhvervskonto, da pengeinstituttet ikke kunne nægte oprettelsen af kontoen bl.a. med henvisning til, at kunden allerede havde andre konti i pengeinstituttet, da disse konti ikke havde samme anvendelsesmuligheder som en basal erhvervskonto. 

Et dansk aktieselskab ønskede at oprette en basal erhvervskonto i et dansk SIFI-pengeinstitut. Instituttet afviste oprettelsen og begrundede det med, at selskabet allerede havde 11 konti i pengeinstituttet og at selskabet håndterede mere end 20.000 kroner i kontanter om måneden. 

Selskabet klagede til ankenævnet og anførte, at de 11 eksisterende konti ikke kunne anvendes til daglig drift og selskabet ikke havde anmodet om muligheden for at indsætte mere end 20.000 kroner i kontanter om måneden. 

Ankenævnets afgørelse 
Ankenævnets flertal (herunder repræsentanten fra Dansk Erhverv) vurderede, at de 11 konti som selskabet allerede havde til rådighed i banken, ikke opfyldte funktionaliteten i en basal erhvervskonto, da de bl.a. ikke kunne anvendes til betaling af selskabets almindelige driftsomkostninger.  
Pengeinstituttet havde derfor ikke haft ret til at afslå selskabets anmodning om åbning af en basal erhvervskonto 

Flertallet bemærkede videre, at et institut ikke kan afslå oprettelsen af en basal erhvervskonto alene af den grund, at den erhvervsdrivende eventuelt håndterer mere end 20.000 kr. i kontanter om måneden. Instituttet er blot ikke forpligtet til at modtage mere end 20.000 kr. i kontanter om måneden fra den erhvervsdrivende med en basal erhvervskonto.

Flertallet bemærkede til det, at det fremgår af forarbejderne til lov om basal erhvervskonto, at der ved ”kontanter” forstås danske mønter og sedler, og at der ved ”midler” forstås sedler og mønter, indestående på en konto og elektroniske penge, jf. § 7, nr. 17, i betalingsloven. Nævnets flertal fandt således, at overførsler til et pengeinstitut fra et kontanthåndteringsfirma ikke skal indregnes i begrænsningen på 20.000 kr. pr. måned vedrørende indsættelse af kontanter. 

Dansk Erhverv bemærker 
Afgørelsen viser, at et pengeinstitut ikke kan nægte at oprette en basal erhvervskonto alene som følge af, at kontohaver i forvejen har yderligere konti i banken, idet det afgørende er, om disse konti giver ubegrænset adgang til de muligheder der er efter lovens §13. 

Derudover viser afgørelsen, at indsættelse af kontanter alene skal forstås som direkte indsættelse af kontanter, og ikke indsættelser via et kontanthåndteringsselskab.  
Afgørelsen er den første der er truffet i nævnet, efter indførelsen af retten til en til basal erhvervskonto blev indført og efter oprettelsen af nævnet. 

Ret til basal erhvervskonto

Folketinget vedtog i slutningen af 2024 en ændring i lov om betalingskonti, som forpligter en række pengeinstitutter (SIFI) til at stille basal erhvervskonto til rådighed for deres kunder.  
En basal erhvervskonto skal omfatte følgende ydelser, som kunden skal kunne anvende i ubegrænset omfang: 

  1.  Muligheden for at åbne, anvende og lukke erhvervskontoen.  
  2. Muligheden for at indsætte midler bortset fra kontanter på erhvervskontoen.  
  3.  Muligheden for at indsætte kontanter på erhvervskontoen svarende til i alt 20.000 kr. pr. måned.  
  4. Muligheden for at hæve kontanter fra erhvervskontoen i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, ved henvendelse i instituttets forretningslokale eller i pengeautomater både inden for og uden for instituttets åbningstider.  
  5. Muligheden for i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, at foretage: 
  • Direkte debiteringer  
  • Betalingstransaktioner med et betalingskort, herunder onlinebetalinger  
  • Kredittransaktioner, herunder stående ordrer, ved, hvis de forefindes, terminaler, henvendelse i instituttets forretningslokale og via onlinefaciliteter.  

Loven trådte i kraft 1. januar 2025 og medførte samtidig, at der blev oprettet et ankenævn for basal erhvervskonto.  

Kontakt

Handel

Henrik Lundgaard Sedenmark

Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed
Medarbejderprofil