;
Gemt

Dansk Erhverv: Aftale om 3 GW havvind er vigtigt skridt for vores forsyningssikkerhed og energiuafhængighed

19. maj 2025

Dansk Erhverv roser, at regeringen og et bredt udsnit af Folketingets partier nu har indgået en aftale om genudbud af 3 GW havvind. Danmark og EU har brug for al den grønne strøm, som vi kan få. Dansk Erhverv opfordrer derfor til, at aftalen følges op med initiativer til at fremme vedvarende energi på land og elektrificering af energiforbruget.

Dansk Erhverv hilser den politiske aftale om genudbud af 3 GW havvind velkommen. Aftalens justerede udbudsvilkår er et meget klart tegn på, at man fra politisk side vil skabe rammer, der kan realisere Danmarks potentiale for grøn energiproduktion.

”Dagens aftale er en rigtig glædelig nyhed for den grønne omstilling. Danmark har brug for mere grøn energi, og her spiller havvind en helt central rolle – både i dag og i fremtiden. Danmark har nogle af de bedste havvindarealer i verden. Vi er forpligtede til at høste potentialet og hjælpe ikke bare os selv, men hele Europa ud af afhængigheden af fossile brændsler fra fx Rusland.

Det haster med at sætte mere fart på udbygningen, og derfor er det nødvendigt, at staten i denne omgang går ind og understøtter udviklingen. Det er ingen hemmelighed, at vi Dansk Erhverv gerne havde set en model med anlægsstøtte, men vi anerkender, at aftalekredsen har valgt en fornuftig støttemodel, der er mindre markedsforvridende end traditionelle, produktionsbaserede støtteformer. Det skal de have ros for,” siger Ulrich Bang, der er vicedirektør for klima, energi, miljø og byggeri i Dansk Erhverv.

Dansk Erhverv understreger samtidig behovet for en sammenhængende energipolitik, der både fremmer den grønne strømproduktion – til havs og på land – og sikrer en ambitiøs og bred elektrificering af hele samfundet.

”For Dansk Erhverv er det afgørende, at udbygningen af vedvarende energi i Danmark sker med et helhedsorienteret blik. Vi har brug for mest mulig grøn energiproduktion – både til lands og til vands. Derfor vil vi i Dansk Erhverv opfordre regeringen og Folketingets partier til nu at tage fat på at fastlægge rammerne for, hvordan vi fastholder ambitionen om en firedobling af VE-kapaciteten på land.

Hvis vi skal opnå energiuafhængighed og indfri klimamålene, så kræver det en samlet tilgang til energipolitikken. Det er derfor positivt, at dagens aftale også eksplicit nævner efterspørgselssiden – herunder elektrificering, lagring og anvendelsen af direkte linjer til fx datacentre og brintproduktion. Vi skal tænke hele energisystemet sammen og undgå silotækning. Det handler om at sikre både konkurrenceevne, klimamål og europæisk energiuafhængighed,” påpeger Ulrich Bang og fortsætter:

”Danmark halter alvorligt efter på elektrificeringsområdet – og det er uholdbart, hvis vi skal have en forsyning, der understøtter lave energiomkostninger og høj konkurrenceevne. Dansk Erhverv lancerede i november 2024 et omfattende elektrificeringsudspil med en række konkrete forslag, der viser, at vejene er mange – det kræver blot, at regeringen kommer i gang.

Bl.a. har vi peget på, at der bør indføres et decideret elektrificerings- og energieffektiviseringsfradrag til erhvervslivet. Et sådant fradrag kan katapultere virksomhedernes investeringer i elektrificering af produktionen. Det vil gavne konkurrenceevnen samt skubbe fossile brændsler ud til glæde for dansk energiuafhængighed. Vi har brug for et langt højere ambitionsniveau og en grundlæggende elektrificering og omlægning af hele energisystemet, hvor alle løsninger bringes i spil,” siger Ulrich Bang.

Endelig møder det ros fra Dansk Erhverv, at aftalen lægger vægt på, at der skal værnes om europæiske styrkepositioner i den grønne industri og beskyttes mod sikkerhedstrusler knyttet til investeringer og ejerskab af kritisk energiinfrastruktur.

”Energi er ikke bare klimapolitik – det er også sikkerhedspolitik. Det er derfor både rettidigt og nødvendigt, at aftalen adresserer trusler knyttet til investeringer i kritisk energiinfrastruktur. Vi må ikke gøre os afhængige af aktører, der ikke deler vores sikkerhedsinteresser. I Dansk Erhverv er vi derfor positive over, at de trusler også lægger aftalepartierne på sinde.

Retfærdig og markedsbaseret beskyttelse af vores værdikæder inden for havvind er sund fornuft. Hvis Europa skal gå forrest i den grønne omstilling, skal vi også sikre, at industrien bag ikke udhules af unfair konkurrence. Vi skal sikre fair og lige vilkår. Alternativt risikerer vi at undergrave både vores erhvervsliv og den grønne omstilling,” siger Ulrich Bang.

Kontakt

Klima, Energi, Miljø & Byggeri

Ulrich Bang

Vicedirektør
Medarbejderprofil