EU Domstolen med klar besked: Ensidigt fastsatte (lange) betalingsfrister er ”no go”

EU-Domstolen har afsagt dom i en sag, der omhandler fortolkningen af bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner. Her kan du læse mere om afgørelsen, som viser, at der ikke er behov for yderligere opstramninger af reguleringen af betalingsfrister.

EU-Domstolen har den 6. februar 2025 afsagt dom i sag C-677/22, der omhandler fortolkningen af direktivets artikel 3, stk. 5, der vedrørte en tvist mellem to polske virksomheder, hvor skyldneren, ved brug af en standard aftale, ensidigt havde fastsat en betalingsfrist på 120 dage.

I den konkrete sag havde skyldneren, P., ensidigt fastsat en betalingsfrist på 120 kalenderdage i sine standardkontrakter med leverandøren A. A. hævdede, at betalingsfristen aldrig reelt blev forhandlet, men alene var et krav, der blev påtvunget af P. gennem standardvilkår, og kun ved at indgå aftalerne kunne leverandøren sikre sig økonomisk overlevelse. A. mente derfor, at vilkårene var urimelige og i strid med den polske implementering af direktiv 2011/7/EU, der begrænser betalingsfrister til 60 dage, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt, og vilkårene ikke er klart urimelige for kreditor.

Domstolens afgørelse
Domstolen fastslog, at fravigelse fra lovens udgangspunktet skal fortolkes strengt og forudsætter, at to kumulative betingelser er opfyldt: (i) fravigelsen skal være »udtrykkeligt [...] aftalt [i kontrakten]«, og (ii) fravigelsen må ikke være »klart urimeligt over for kreditor«.

Betydningen og rækkevidden af udtrykket ”andet udtrykkeligt er aftalt [i kontrakten]” skal fortolkes ensartet i hele EU, og kan således ikke afhænge af national lovgivning. Dette skal gøres under hensyntagen til både ordlyden, konteksten og formålet med bestemmelsen samt den EU-retsakt, den er en del af.

Domstolen fastslog videre, at betalingsfrister angivet i standardaftaler eller standardvilkår, hvor kreditor reelt ikke har haft mulighed for at forhandle vilkårene, som udgangspunkt ikke opfylder kravet om ”udtrykkeligt aftalt”, da kontrakter indgået uden reel forhandling eller kommunikation om betalingsfristerne ikke kan anses som udtryk for parternes ”samstemmende vilje”.

Domstolen bemærker dog, at kravet kan være opfyldt, hvis den pågældende klausul er blevet fremhævet, så den klart adskiller den fra kontraktens øvrige bestemmelser, hvorved det fremgår, at den har karakter af en undtagelse, og det derfor bliver muligt for den anden part at tilslutte sig den på et velinformeret grundlag.

I vurderingen af, hvorvidt fravigelsen er klart urimelig overfor kreditor, skal der bl.a. tages hensyn til alle sagens omstændigheder, herunder enhver klar afvigelse fra god handelspraksis i strid med god tro og redelig handlemåde, produktets eller tjenesteydelsens art, og navnlig spørgsmålet, om skyldneren har en objektiv grund til at fravige udgangspunktet.

Afgørelsens betydning ift. Kommissionens forslag til en ny forordning om forsinket betaling
Domstolens afgørelse har ikke nogen direkte betydning for Kommissionens forslag.

Dansk Erhverv mener, at Domstolens afgørelse viser, at Kommissionens nye forslag er unødvendigt, da de nuværende regler allerede giver mulighed for at adressere situationer med urimelige eller ufrivillige lange betalingsfrister. Kommissionen kan samtidig benytte muligheden for at nærstudere direktivets betragtning 13, hvoraf det fremgår, at netop fordi der kan være omstændigheder, hvor virksomheder har brug for en længere betalingsfrist, f.eks. når de ønsker at give deres kunder handelskredit, bør det være muligt udtrykkeligt at enes om en længere betalingsfrist end direktivets udgangspunkt på 60 dage.

Du kan læse domstolens afgørelse her.