Ny afgørelse om kontanter åbner for nye muligheder

En sag om fortolkningen af kontantpligten i betalingsloven er blevet afsluttet, efter anklagemyndigheden har valgt at frafalde tiltalen mod Værftets Madmarked i Helsingør. Dermed kan Værftet fortsætte med deres såkaldte ”cash-cow”-model, hvor en central medarbejder modtager kontantbetalinger på vegne af flere selvstændige madboder. Det kan bruges som inspiration for andre.

Sagen udsprang af en politianmeldelse fra den tidligere Forbrugerombudsmand, som vurderede, at Værftets Madmarkeds betalingsmodel udgjorde en tilsidesættelse af kontantpligten, der grundlæggende siger, at hvis man tager imod digitale betalingsmidler, så skal man også tage imod kontanter.

Det gjorde Værftet også. Så som sådan overholdt de loven. Forbrugerombudsmanden mente bare ikke de overholdt loven ”nok”. For Forbrugerombudsmanden var det nemlig ikke tilstrækkeligt, at betalingen med kontanter kun kunne ske til en medarbejder, der blev tilkaldt til boden – betalingen skulle ske til en medarbejder, der allerede stod i boden.

Siden 2022 havde Værftets Madmarked anvendt denne ordning - en såkaldt ”cash-cow”-model, hvor de enkelte madboder ikke selv håndterer kontanter. I stedet tilkaldes en medarbejder fra markedets centrale administration, som modtager kontantbetalingen og efterfølgende sørger for, at beløbet overføres elektronisk til den pågældende bod.

Efter flere kunder havde klaget til Forbrugerombudsmanden over Værftets Madmarkeds betalingsmodel, valgte Forbrugerombudsmanden at politianmelde Værftets Madmarked.

Efter et års sagsbehandling hos politiet, valgte politiet, bl.a. efter indstilling fra den nye Forbrugerombudsmand, at opgive tiltalen: ”…idet der på baggrund af den foretagne politiefterforskning er skabt tvivl om, hvorvidt ”cash-cow”-ordningen faktisk indebærer en tilstrækkelig grad af besvær for kontantkunder, således at der er tale om en betalingshindring.”

Sagen kan være inspiration for andre virksomheder
Sagen om Værftets Madmarked viser, at der i praksis kan være flere måder at imødekomme kontantpligten på. Den konkrete ”cash-cow”-model kan dermed fungere som inspiration for andre betalingsmodtagere, der ønsker at lette håndteringen af kontanter uden at komme i konflikt med lovgivningen.

Dansk Erhverv mener
Da kontantpligten i lov om betalinger (§81) er en strafbelagt bestemmelse, er der et krav om at bestemmelsen fortolkes i overensstemmelse med dens ordlyd, da der er et skærpet hjemmelskrav til sådanne bestemmelser. Som udgangspunkt, skal det således fremgå direkte og udtømmende af bestemmelsen i loven, hvad reglen konkret går ud på, så man har mulighed for at indrette sig efter det og dermed undgå straf.

I den oprindelige lov fra 1984 lød bestemmelsen:

”Betalingsmodtager er forpligtet til at modtage kontant betaling inden for normal forretningstid til fyldestgørelse af betalingsforpligtelser, der kunne indgås og opfyldes ved brug af betalingskort”

Og bemærkningerne hertil lød:

”Reglen indeholder et forbud mod diskrimination af kontantkunder til fordel for kortindehavere, således at en betalingsmodtager ikke blot på grund af betalingsmåden (kort/kontant) kan nægte at indgå en forpligtelse til at (ud)levere varer/tjenesteydelser. Betalingsmodtager må således ikke ved skiltning, i sine forretningsbetingelser eller ved faktiske foranstaltninger tilkendegive, at kontant betaling ikke kan finde sted. Kontantkunder kan naturligvis i samme omfang som hidtil afvises, men dette må ikke udelukkende skyldes, at de pågældende ikke er kortindehavere. Saglige grunde til afvisning kan være støjende/truende adfærd, mistanke om rapseri, beruselse osv. Udtrykket »normal forretningstid« må i første række relateres til praksis efter lov om butikstid, men tilsigter en fleksibel fortolkning, der f.eks. fortsat skal muliggøre salg fra benzindøgnautomater. Overtrædelse af bestemmelsen gøres strafsanktioneret, jfr. § 20, idet bestemmelsen svarer til de konkrete markedsføringsforbud i markedsføringslovens kapitel 2, der er strafsanktioneret.”

Det er således hverken i den nuværende lovtekst, eller den oprindelige lovtekst, eller for den sags skyld bemærkningerne hertil, muligt at finde støtte for den tidligere Forbrugerombudsmands vurdering, hvorfor tiltalefrafaldet i sagen med Værftet da også er helt korrekt.

Det afgørende er derfor, hvorvidt man som betalingsmodtager tager imod kontanter eller ej. Naturligvis kan en besværliggørelse af kontantbetalinger reelt føre til, at kontantbetalinger er illusoriske, men der må være forholdsvist vide rammer inden for reglen – tiltalefrafaldet viser i hvert fald, at alene det, at en ordning potentielt kan give en mindre grad af besvær for betaleren ikke kan føre til en overtrædelse af kontantpligten, så længe det ikke samtidig skaber en egentlig kontantbetalingshindring.

Læs mere om Dansk Erhverv holdning til kontantpligten her.

Du kan læse mere om vores holdning til kontantpligten her.