Spring til indhold

3 nye E-handelspriser er født: Se dem her

13. november 2025

Den digitale verden ændrer sig, og E-handelsprisen følger selvfølgelig med. Vi har derfor lanceret 3 nye priser - læs begrundelsen og se, om du skal være den første vinder af de eftertragtede priser.

E-handelsprisen

Der er tale om én helt ny pris, og så har vi efter aftale med styregruppen for E-handelsprisen justeret på to eksisterende priser.

Her kan du se priserne og læse begrundelserne fra Rune Andresen, Digital & E-commerce Manager, SOS International og Maria Hyldgaard Viskum, Head of Coloplast Care, Coloplast, som er med i styregruppen.

Ny specialpris: Community
Der indføres desuden en ny specialpris, Community, som hylder brands, der formår at bygge forretningen på stærke fællesskaber. Disse virksomheder skaber troværdighed og loyalitet gennem social proof og et tilhørsforhold, der rækker ud over det enkelte køb. Et stærkt community kan differentiere virksomheden, mindske afhængigheden af betalt markedsføring og skabe langsigtet værdi. Globalt ses det hos brands som Patagonia og Lululemon, som er gode eksempler på community-drevet innovation. Den nye pris skal anerkende virksomheder, der forener fællesskab, forretning og brandværdi på forbilledlig vis.

Omnichannel bliver til Bedste sammenhængende kundeoplevelse
Kategorien Omnichannel får nyt navn: Bedste sammenhængende kundeoplevelse. Ændringen afspejler ønsket om at anerkende de virksomheder, der formår at skabe en helhedsoplevelse for kunden – ikke kun på tværs af salgskanaler som butik og onlinehandel, men også i branding, kommunikation og marketing. Fokus flyttes dermed fra teknisk kanalhåndtering til den samlede røde tråd gennem hele kunderejsen.

B2B-kategorier justeres efter omsætning
Grænserne for B2B-kategorierne bliver justeret. Den lille kategori dækker nu virksomheder med en omsætning op til 500 mio. kr., mens den store kategori omfatter dem med over 500 mio. kr. Ændringen skal skabe en mere retfærdig sammenligning, da flere mindre B2B-virksomheder er vokset markant, og de største aktører i stigende grad domineres af milliardvirksomheder.

Du kan læse mere om E-handelsprisen og indstille dig selv eller andre virksomheder her.

 

Kontakt

Digital Handel

Mathilde Møller

Chefkonsulent